07. okt. 2025 kl. 12:47
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Djurslands Bank får stribevis af påbud efter Finanstilsyn...

Finanstilsynet har været på inspektion i Djurslands Bank, og det har givet anledning til en række kritiske bemærkninger og påbud.

Tilsynet mener blandt andet ikke, at bankens kontrolprocedurer på kreditområdet er tilstrækkeligt fyldestgørende.

- Der er kun gennemført få kontroller på erhvervsområdet, og banken har ikke dokumenteret en risikovurdering til brug for planlægning og prioritering af kontrolaktiviteter, skriver Finanstilsynet i redegørelsen fra inspektionen.

De udløser et påbud om at "sikre fyldestgørende interne kontrolprocedurer på kreditområdet " .

Bankens risikoansvarliges arbejde betegnes desuden som "ikke tilstrækkeligt".

- Den årlige rapportering mangler analyser og forholder sig ikke i tilstrækkeligt omfang til bankens samlede risikobillede. Dette øger risikoen for, at visse risici undervurderes og ikke håndteres tilstrækkeligt, skriver Finanstilsynet.

Banken har derfor også her fået påbud om at sikre, at den risikoansvarlige udfører de opgaver, der fremgår af ledelsesbekendtgørelsen.

Også den complianceansvarliges arbejde betegnes som "ikke tilstrækkeligt".

- Det sikres eksempelvis ikke, at første forsvarslinje foretager de relevante kontroller, og at risikostyringsfunktionen opfylder sine forpligtelser. Desuden har den complianceansvarlige mange ansvarsområder, og de hermed forbundne interessekonflikter er ikke tilstrækkeligt håndteret, fremgår det.

Tilsynet ser dermed en risiko for, at compliancerisici ikke identificeres og reduceres.

Derfor får Djurslands Bank et påbud om at sikre metoder og procedurer, der er egnede til at identificere og mindske compliancerisici. Endvidere skal banken sikre en tilstrækkelig uafhængig udførelse af compliancefunktionens opgaver , fremgår det af redegørelsen.

En gennemgang af 100 koncernudlån svarende til 10 pct. af bankens udlån ved årsskiftet har desuden ført til, at Finanstilsynet har nedklassificeret syv udlån til en lavere risikoklasse.

- Seks ud af de syv udlån vedrører nye erhvervsudlån etableret i 2023 eller senere. Dette indebærer en risiko for, at kreditkvaliteten i denne del af porteføljen er væsentligt overvurderet, skriver Finanstilsynet, der giver et påbud om at sikre en korrekt og løbende klassifikation af den skønnede kreditrisiko på mindre erhvervskunder .

Nedklassificeringerne medførte en forøgelse af solvenstillægget for store eksponeringer med finansielle problemer på 14,6 mio. kr. svarende til 0,2 pct. af bankens risikovægtede eksponeringer.

- På baggrund af inspektionens observationer vurderer Finanstilsynet, at banken undervurderer de operationelle risici som følge af utilstrækkelige kreditkontroller i første forsvarslinje samt utilstrækkeligt arbejde i compliance- og risikostyringsfunktionen.

- Finanstilsynet vurderer, at en forøgelse på 0,5 procentpoint er dækkende herfor. Banken har endvidere ikke afdækket udlånsvækst tilstrækkeligt i solvensbehovet, hvorfor solvensbehovet bør øges med 0,2 procentpoint hertil. Bankens solvensbehov er efter inspektionen opgjort til 10,6 pct., skriver Finanstilsynet.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her