Den amerikanske præsident, Donald Trump, truer med at indføre en told på 200 pct. på fransk vin og champagne, da den franske præsident, Emmanuel Macron, afviser, at Frankrig tilslutter sig hans såkaldte Fredsråd.
Truslerne sender aktien i den franske luksusvaregigant LVMH ned med 2,4 pct., skriver Bloomberg News.
- Ingen vil have ham, fordi han snart forlader embedet, udtaler Donald Trump, mandag, efter at han var blevet informeret om, at Emmanuel Macron ville afslå hans invitation.
- Jeg vil indføre en told på 200 pct. på hans vine og champagner, og så vil han tilslutte sig, tilføjer den amerikanske præsident.
Fredsrådet vil blandt andet fokusere på genopbygningen af den ødelagte Gazastribe, skriver Reuters.
Sideløbende har Donald Trump tirsdag offentliggjort en sms fra den franske præsident, hvori Emmanuel Macron inviterer Trump til middag i Paris på torsdag. Emmanuel Macron foreslår yderligere møder med Ukraine, Syrien, Danmark og Rusland for blandt andet at drøfte USA's krav om at overtage Grønland fra Danmark.
- Jeg forstår ikke, hvad du har gang i med Grønland, udtaler Macron til Trump i teksten, bekræftet af en fransk embedsmand.
Ifølge et udkast til vedtægter for det foreslåede Fredsråd, som Bloomberg News har set, vil Donald Trump fungere som formand samt have myndighed over beslutninger om medlemskab. Dertil fremgår det, at Trump-administrationen beder lande, der gerne vil have en plads i organet, om at bidrage med mindst 1 mia. dollar.
Hviderusland, Kina og Rusland er blandt de lande som har modtaget en invitation til Fredsrådet.
Ifølge en unavngiven kilde har den franske præsident pointeret, at han ikke planlægger at acceptere tilbuddet. Blandt andet med henvisning til, at Macron er bekymret for, at det kan underminere FN, skriver Bloomberg News.
FRANSK VININDUSTRI PÅVIRKET
Truslerne påvirker tirsdag udviklingen blandt selskaber i den franske vin- og champagneindustri.
Giganten LVMH, der sælger Moët & Chandon-champagne og Hennessy-cognac, dykker 2,4 pct. til det laveste niveau siden oktober.
Selskabet står desuden bag luksusmærkerne Louis Vuitton, Dior og Givenchy.
Aktien er samlet dykket med omkring 11 pct. i 2026.
Ligeledes dykker aktien i Remy Cointreau, der er kendt for blandt andet Remy Martin-cognac, Cointreau-likør og en række forskellige whiskey-varemærker.
Remy Cointreau-aktien falder 2,2 pct. tirsdag.
.\\˙ MarketWire