09. dec. 2024 kl. 08:05
92 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

ECB/økonomer: Rentenedsættelse på 25 basispoint i sigte

Der er en rentenedsættelse på vej fra Den Europæiske Centralbank, ECB, på torsdag. Sættes renten ned, vil det være den fjerde i år.

Hos Jyske Bank ventes det, at renten sættes ned med 25 basispoint, så renten slutter året i 3,0 pct.

- Det vil ske med udgangspunkt i et afdæmpet vækstbillede, der giver plads til, at inflationen kan fortsætte bedringen. Baggrunden vil være en nedjustering af ECB´s inflationsprognose, så der er udsigt til, at den samlede inflation stabiliserer sig omkring målsætningen på 2 pct. allerede i starten af 2025 og ikke først i andet halvår, som september-prognosen signalerede, skriver Jyske Banks chefstrateg, Ib Fredslund Madsen, i en analyse.

- Vores prognose indebærer, at ECB nedsætter renten på hvert møde til og med juni 2025, hvor renten bunder i 2 pct., skriver han.

Ib Fredslund Madsen påpeger, at markederne indpriser lige nu 27 basispoint i rentenedsættelse på torsdag, efter at de tidligere har flirtet mere intensivt med tanken om, at ECB allerede på torsdag kunne gå med 50 basispoint.

- Det tvivler vi dog på sker, da signalet fra Isabel Schnabel (styrerådsmedlem i centralbanken), og andre pengepolitiske høge har været, at potentialet for rentenedsættelser er relativt begrænset, mens de fleste duer har talt for at fortsætte lempelserne i et gradvist tempo, fremgår det af analysen.

Nordea hælder ligeledes til en rentenedsættelse på de 25 basispoint:

- Det kan dog ikke helt udelukkes, at ECB vælger en større nedsættelse på 50 basispoint som modsvar på de seneste måneders svage økonomiske nøgletal. Uanset størrelsen på rentenedsættelsen i euroområdet er det dog så godt som sikkert, at Nationalbanken vælger at følge efter med en tilsvarende reduktion af styringsrenten i Danmark, skriver Nordea i en kommentar mandag morgen.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her