Der er pres på aktierne mandag, der ved middags tid har fået en ekstra en på nødden, efter at iranske missiler ifølge det iranske nyhedsbureau Fars har ramt et amerikansk krigsskib på vej ind i Hormuzstrædet i nærheden af øen Jask, skriver Reuters.
Hos det amerikanske nyhedsbureau Axios, fremgår det dog efterfølgende, at USA afviser, at et af landets skibe skulle være blevet ramt. Men historien om en potentiel optrapning af konflikten skaber alligevel frygt på de finansielle markeder.
Inden angrebet faldt faldt det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 0,2 pct. - men efter er faldet øget til minus 0,9 pct.
Også Wall Street ses nu falde fra handelsstart efter et tidligere ventet plus fra åbningen. Olieprisen stiger, og guld og sølv går samme vej.
Udover usikkerhed relateret til Mellemøsten har trusler fra USA om told hængt de europæiske bilproducenter til tørre. Og det sender BMW, Mercedes og VW ned med omkring 3 pct., og sektoren falder samlet med 2,4 pct. i middagshandlen.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde fredag, at han i denne uge vil hæve tolden på biler og lastbiler fra EU til 25 pct. fra tidligere 15 pct., da han ikke mener, at EU har overholdt handelsaftalen mellem de to blokke.
- De europæiske bilproducenter har været i krydsilden siden tolddiskussionen. De europæiske bilproducenter er allerede under teknologipres, under konkurrencepres, især i elbilsektoren fra de kinesiske navne, som forbereder sig på at oversvømme markedet. Så det er mere vigtigt for de europæiske bilfirmaer at klare sig bedre i USA, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.
I toppen af Stoxx 600 ligger belgiske Umicore, der er en af verdens største leverandører af materialer til katoder, der er den dyreste del af et elbil-batteri. Umicore stiger 15,3 pct.
Og kunstig intelligens, AI, bidrager ligeledes positivt til det samlede billede, hvor Nokia går 7,5 pct. frem til det højeste niveau i 17 år, den tyske softwareproducent SAP øger 2 pct., mens halvlederne STMicroelectronics og Aixtron går henholdsvis 4 og 4,5 pct. frem.
.\\˙ MarketWire