Der var højt fredagshumør på det europæiske aktiemarked, hvor det blev til lukkerekord for det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
Mens minekoncernen Glencore var i hopla i toppen af indekset, blev smykkeaktien i Pandora sendt godt og grundigt i jorden i den modsatte ende.
Samlet gik det frem med 1 pct. for Stoxx 600 til rekordniveauet 609,67. Seneste lukkerekord blev sat tirsdag i 605,28.
På makrofronten tilfaldt meget af fredagens opmærksomhed jobrapporten fra USA for december. Her skuffede beskæftigelsen en smule, mens arbejdsløsheden omvendt overraskede positivt.
Med de blandede tal står døren fortsat åben for flere rentenedsættelser fra centralbanken, Federal Reserve, om end formentlig ikke på det kommende møde senere på måneden, hvor handlerne efterhånden føler sig sikre på, at renten holdes i ro, viser tal fra Bloomberg News.
PANDORA FIK TÆV
Det blev en særdeles dårlig dag for aktionærerne i Pandora, som kunne se den danske smykkeaktie dykke med 13 pct. til bunds blandt de største europæiske aktier.
Det kom på bagkant af en nedjustering fra selskabet og foreløbige tal for fjerde kvartal, som vidnede om stor afmatning.
I den sjove ende steg den britiske minekoncern Glencore med 9,6 pct. Selskabet bekræftede at være i forhandlinger med Rio Tinto om at skabe verdens største mineselskab.
Det sker, lidt over et år efter at tidligere forhandlinger mellem de to selskaber brød sammen.
Investorerne i Rio Tinto var knap så begejstrede for, at der nu forhandles om en fusion igen. På London-børsen faldt aktien 3 pct.
Også den schweiziske producent af medicoudstyr Tecan sprudlede fredag efter at have imponeret investorerne og analytikerne med sin ordrevækst i andet halvår af 2025.
Væksten lød på 8,6 pct. i perioden, hvor Morgan Stanley på forhånd havde spået 5 pct. fremgang, og det vidnede om "en stigning i efterspørgslen snarere end en fortsættelse af tidligere tendenser", lød det fra Morgan Stanley-analytiker Aisyah Noor ifølge Bloomberg News.
Tecan steg 7,7 pct.
.\\˙ MarketWire