19. aug. 2025 kl. 13:04
64 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Fredshåb i Ukraine sender forsvarsaktier p...

Mandagens møde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans ukrainske modstykke, Volodymyr Zelenskyj, har fået et spinkelt fredshåb til at spire.

Selv om en våbenhvile i Ukraine kan have lange udsigter og afhænger af præsident Donald Trumps evne til at få samlet Volodymyr Zelenskyj og Ruslands præsident, Vladimir Putin, rundt om samme bord, er det nok til at sende aktiemarkederne i grønt.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600 stiger med 0,5 pct., mens det toneangivende tyske DAX-indeks stiger 0,3 pct. I Frankrig stiger CAC 40 med 0,8 pct. og i Storbritannien går FTSE 100 frem med 0,2 pct.

Det sker dog på bekostning af forsvarsaktierne, som over en bred kam falder markant i middagshandlen.

Den italienske forsvarsaktie Leonardo falder 8,2 pct. tirsdag, Rheinmetall 4,7 pct. og svenske Saab dykker 6,7 pct. I Frankrig falder Dassault Aviation 3,1 pct. og britiske BAE Systems viger med 3,7 pct.

Omvendt er der tirsdag bred fremgang til detail- og modeaktierne, der på sektorbasis stiger henholdsvis 1,7 pct. og 1,8 pct.

Fremgangen kommer trods skuffende tal for det kinesiske detailsalg i juli, men analytikere hos Bloomberg Intelligence peger på, at den nye stimuluspakke fra den kinesiske regering øger håbet om større forbrug.

I Storbritannien stiger JD Sports Fashion 6,8 pct., mens eksempelvis Burberry stiger 5 pct.

Blandt de øvrige selskaber er der positivt fokus på det norske olierigselskab Odfjell Drilling, der er på rekordkurs på børsen i Oslo tirsdag efter en stigning på 8,7 pct. til 77,60 norske kr.

Det sker oven på et regnskab for andet kvartal, der ifølge DNB Carnegie var noget stærkere end ventet.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her