02. jun. 2025 kl. 13:12
104 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Især stål og biler mistrives med Trumps to...

Modsat det danske aktiemarked mistrives de europæiske mandag målt på det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Det ligger mandag middag 0,5 pct. lavere i 546,04.

Den negative indledning på den nye måned afløser en fremgang i maj på samlet set 4 pct., noterer nyhedsbureauet Reuters. Her ses den amerikanske præsident Donald Trumps nyeste toldtrusler, som EU er parat til at gengælde, som den umiddelbare anledning til misstemningen.

Den amerikanske told retter sig mod stål og aluminium, og aktier i europæiske stålkoncerner som Arcelormittal og Aperam - begge med hjemmeadresse i Luxembourg - taber henholdsvis 1,3 pct. og 0,5 pct.

Donald Trump sagde i weekenden, at han vil hæve tolden på stål fra 25 pct. til 50 pct. for at beskytte amerikanske arbejdere.

BILAKTIER BAKKER

Toldudsigterne gavner heller ikke den europæiske bilindustri.

Stellantis, der producerer bilmærker som Peugeot, Fiat, Chrysler og Opel, taber 3,8 pct. på børsen i Milano.

Og de tyske kolleger Mercedes-Benz, BMW og Volkswagen falder i niveauet 1,8-2,3 pct.

Nederst i Stoxx-indekset ligger den tyske producent af plast- og glasprodukter Gerresheimer, som har nedjusteret sine forventninger. Aktien falder 18,8 pct.

FORSVARSAKTIER I FREMGANG

Mere positiv er udviklingen for den tyske producent af forsvarsmateriel Hensoldt, som topper Stoxx-indekset med en stigning på 12,9 pct., efter at J.P. Morgan har opgraderet forsvarsvirksomhedens aktie fra "undervægt" til "overvægt"

De europæiske forsvarsaktier er højtflyvende mandag, efter at Storbritannien ifølge Reuters har afsløret planer om at udvide sin ubådsflåde og derved styrke sit atomforsvar for at forberede landet på at udkæmpe en moderne krig og imødegå truslen fra Rusland.

Der skal investeres 15 mia. pund eller 132,6 mia. kr. i atomsprænghovedprogrammet og på at bygge 12 ubåde.

Tyske Renk stiger 7,9 pct., og producenten af blandt andet pansrede køretøjer tyske Rheinmetal ligger 0,8 pct. højere.

POLSKE PROBLEMER

Generel tilbagegang er der for de polske aktier, efter at det mandag morgen stod klart, at den konservative og nationalistiske Karol Nawrocki fra oppositionspartiet Lov og Retfærdighed (PiS) har vundet det polske præsidentvalg med 50,9 pct. af stemmerne.

Valget skaber ifølge fondsdirektør Sebastian Buczek fra Quercus TFI frygt for stigende politisk ustabilitet, skriver Bloomberg News.

Værst rammes de polske banker med særligt drøje hug til Powszechna Kasa Oszczcednosci og Bank Polska Kasa Opieki, der begge falder omkring 5 pct.

Meningsmålinger op til afgørelsen hældte til et tæt valg, men med en sejr til Rafal Trzaskowski fra partiet Borgerplatformen. Han fik 49,1 pct. af stemmerne.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her