27. sep. 2023 kl. 12:22
198 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Roche stiger mens ejendomsselskaber dykker...

Den schweiziske medicinalkæmpe Roche er på vinderkurs på børsen i Zürich, efter at Citigroup har fremhævet muligheden for, at indtægterne fra datterselskabet Chugai kan overraske positivt i de kommende år.

Roche stiger onsdag 2,5 pct. til 255,40 schweizerfranc. Dermed ligger selskabet med fremme i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvor stemningen er sværere at aflæse, da indekset ligger uændret i 447,76.

Holder Roche til gengæld stilen, vil det være den største gevinst i mere end en måned for aktien. Citigroup har i forvejen en købsanbefaling og et kursmål på 350 franc.

Den amerikanske storbank mener, at konsensus ligger alt for lavt, når det kommer til de royaltyindtægter, Roche kan se frem til fra Chugais teknologier til udvikling af antistoffer i de kommende år.

I Storbritannien falder aktierne i flere britiske ejendomsinvesteringsselskaber onsdag, efter at finanshuset Jefferies har peget på svækkelse i markedet for kontorudlejning, som det mener kan blive det næste "ulykkestilfælde" i ejendomssektoren

Analytiker Michael Prew fra Jefferies skriver i et notat ifølge Bloomberg News, at udnyttelsesgraden er faldet, og at udlejere nu har mindre forhandlingsstyrke, da lejere flytter for at reducere plads - og omkostninger.

Af den grund har Jefferies sænket anbefalingerne for fire britiske ejendomsudviklings- og investeringsselskaber. Det gælder British Land, Derwent London, Great Portland og Land Securities, som på børsen i London onsdag falder mellem 2 pct. og 3,7 pct.

Land Securities har onsdag forud for sin kapitalmarkedsdag ellers meddelt, at kundernes efterspørgslen efter "best-in-class"-kontorlejemål i London har holdt sig uændret stærk siden slutningen af marts, hvor det indledte sit nye regnskabsår.

Den samlede ejendomssektor falder 0,9 pct. i Stoxx 600.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her