11. dec. 2023 kl. 12:28
104 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Rødt aktiemarked forud for en uge med rent...

Mandag falder de europæiske aktiemarkeder en smule forud for en begivenhedsrig uge, der byder på vigtige inflationstal fra USA og en række rentemøder fra både USA, Europa og Storbritannien.

Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks falder 0,1 pct. mandag ved middagstid, efter at det ramte det højeste niveau siden februar 2022 i fredags.

Indekset er indtil videre steget 11,1 pct. i år drevet af spekulationer om rentenedsættelser i begyndelsen af 2024 og tegn på aftagende inflation. Det skriver Reuters.

- Det er en rolig dag, hvor vi ligger omkring nullet i Europa. Det er lidt stilhed for storm, for tirsdag kommer der inflationstal fra det amerikanske, og oveni er der rentemøde i en række centralbanker i denne uge, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Onsdag kommer der rentenyt fra den amerikanske centralbank, og torsdag er det både Den Europæiske Centralbank og Bank of England, der afslutter sine rentemøder.

- Vi venter sådan set ikke, at der bliver rørt ved renterne. Det er retorikken, der vil blive målt og vejet i forhold til kommende rentenedsættelser, siger Martin Munk.

Blandt enkeltaktierne skyder det tyske biotekselskab Morphosys i vejret med 9,3 pct. til 27,10 euro efter at have fremlagt lovende data fra et senstadiestudie med sit middel mod knoglemarvskræfttypen myelofibrose.

Morphosys´ middel Pelabresib viste i kombination med midlet Ruxolitinib ifølge Bloomberg News en forbedring på de fire hovedsymptomer fra sygdommen sammenlignet med placebo og Ruxolitinib.

De fire hovedsymptomer tæller en forstørret milt, anæmi, knoglemarvsfibrose samt relaterede symptomer relateret til sygdommene.

Den tyske vedvarende energiproducent Encavis ligger derimod i bunden af Stoxx 600-indekset, efter at Morgan Stanley har sænket anbefalingen til "undervægt" fra "ligevægt".

- De vigtigste risici for forsyningsselskaber i 2024 er, at der afholdes valg i flere af de store markeder samt fokus på finansiering, skriver Robert Pulleyn og Arthur Sitbon, der er analytikere i Morgan Stanley.

Aktien falder 7,2 pct. til 13,73 euro.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her