12. sep. 2023 kl. 17:50
231 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/aktier: Tyske Hellofresh toppede i afventende marked

De europæiske aktiebørser svingede tirsdag mellem minus og plus og var præget af afventende investorer forud for de to store makroøkonomiske begivenheder, der venter de kommende dage.

- Markedet afventer Den Europæiske Centralbanks rentemøde på torsdag og inflationstal fra USA onsdag. De mere defensive sektorer klarer sig bedst, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lukkede med en nedgang på 0,2 pct. efter fald i syv af de 11 hovedsektorer. It-sektoren trak ned med et fald på 0,7 pct. Ejendoms- og materialesektoren endte dog helt i bunden med fald på ca. 1,2 pct.

I toppen lå blandt andet finans og sundhed, der steg henholdsvis 0,5 pct. og 0,3 pct.

Tyske Hellofresh, der udbyder måltidskasser, endte i toppen af Stoxx 600-indekset, efter at JPMorgan satte selskabet på sin positiv-liste.

JPMorgan har holdt møder med ledelsen, og på den baggrund venter den amerikanske finanskæmpe, at der kan være en positiv kurskatalysator i vente.

Aktien steg 8,0 pct. til 31,97 euro.

Med i toppen var også britiske AB Foods, der gik frem med 5,5 pct., efter at selskabet kom med en handelsopdatering forud for afslutningen af sit skæve regnskabsår.

I meddelelsen kom AB Foods også med et verbalt bud på udsigterne for 2023-2024, hvor det blandt andet venter stærkt forbedrede resultater i Primark-detailkæden.

I bunden af Stoxx 600 lå derimod irske Smurfit Kappa Group efter annonceringen af en fusion med den amerikanske emballagevirksomhed Westrock i en transaktion til 11,2 mia. dollar.

Aktionærer i Atlanta-baserede Westrock vil modtage, hvad der svarer til 43,51 dollar per aktie i kontanter og aktier. Det fusionerede selskab skifter navn til Smurfit Westrock med base i Dublin.

Aktien i Smurfit Kappa faldt 10,2 pct., mens Westrock steg 3,4 pct. på børsen i New York.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her