10. nov. 2023 kl. 17:55
452 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Britisk ølproducent blev sendt ned i rødt...

Den britiske øl- og spirituskoncern Diageo så aktien falde tungt fredag, efter at selskabet advarede om lavere salg fra forbrugernes manglende købelyst.

Aktien dykkede 12,2 pct. på børsen i London. Det gjorde den til den mest faldende aktie i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvor stemningen også var negativ med et samlet dyk på 1 pct.

Det afspejlede også stemningen på de tre store indeks i Frankrig, Tyskland og Storbritannien, der alle faldt i niveauet 0,8-1,3 pct.

For Diageo skyldes nedturen nærmere bestemt advarsler fra ledelsen om, at indtjeningen i særligt Latinamerika og Caribien er under pres. Det hænger sammen med, at makroøkonomisk usikkerhed og pres på forbrugerne i regionen får dem til at holde igen med enten at købe de alkoholiske drikke, eller at de vælger billigere alternativer.

Hos RBC Capital Markets kalder analytikerne meldingen "overraskende". Samtidig lyder det dog, at de har været bekymrede for, om Diageo kunne opnå selskabets målsætninger på mellemlang sigt, der er udstukket af en tidligere topchef.

I modsatte ende af indekset steg danske GN mest med et plus på 11 pct. efter et regnskab inden for skiven, hvor forventningerne til væksten samtidig blev indsnævret. Midtpunktet for Hearing-divisionen blev løftet et enkelt hak, mens det går den modsatte vej i Audio-divisionen.

Bavarians franske rival Valneva fik desuden godkendt sin vaccine mod febersygdommen chikungunya i USA. Vaccinen er den første godkendte vaccine mod sygdommen, der overføres til mennesker via myggestik.

Valneva-aktien steg 0,8 pct.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her