12. aug. 2025 kl. 17:54
98 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Mærsk og Vestas blandede sig i europæisk top

En kinesisk/amerikansk våbenhvile gav medvind på de store europæiske børser tirsdag. At våbenhvilen er forlænget med 90 dage bidrog til at forbedre stemningen, og da amerikanske inflationstal for juli landede bedre end ventet, fik smilet lige en tand mere hos investorerne.

Kerneinflationen, som fraregner omkostninger såsom fødevarer og energi, steg i juli til det højeste niveau i seks måneder.

- Inflationen fra toldafgifter begynder at slå igennem i kerneinflationen, men er endnu ikke nået et niveau, der giver anledning til større bekymring for markederne, siger Lindsay James, investeringsstrateg hos Quilter, til Reuters.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks steg 0,2 pct. Eneste afvigelse blandt de europæiske børser stod det tyske DAX-indeks for. Det faldt 0,1 pct. efter negative tal fra de tyske finansielle aktører, der er mere skeptiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland, end økonomer havde forudset.

Våbenhvilen afværger trecifrede toldsatser på varer mellem Kina og USA indtil 10. november. Og det er nu planen, at den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans kinesiske modstykke, Xi Jinping, skal mødes senere på året.

- Det faktum, at de stadig forhandler, og at der synes at være vilje fra begge sider, er vigtigt. Jeg synes, det er gode nyheder for verdensøkonomien, siger Neil Birrell, investeringschef hos Premier Miton Investors til Reuters.

- Vi fejrer, at tingene ikke er så dårlige, som de kunne have været, hvilket er den måde, markedet til tider fungerer på, siger han.

Også håbet om en fredsaftale i Ukraine har løftet de europæiske aktier de seneste dage.

BRITISK SELSKAB I TOP - MÆRSK HÆGTER SIG PÅ

Helt i toppen af Stoxx 600 endte det britiske industriselskab Spirax med et plus på 13 pct. efter et bedre end ventet regnskab på de fleste poster.

Danske Mærsk og Vestas hægtede sig på udbryderfeltet med et plus til rederiaktien på 5,4 pct. og 4,7 pct. til vindmølleselskabet. Der er amerikanske nyheder, der fik hevet de to aktier frem - toldpausen mellem USA og Kina for Mærsk og ordrer på 950 megawatt til flere amerikanske projekter.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her