19. apr. 2024 kl. 17:46
157 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Unibrew bragede i vejret i fladt marked

Danske Royal Unibrew indtog fredag toppen i det store europæiske Stoxx 600-indeks efter en overraskende tidlig opjustering på året, der førte til den største kursstigning i aktien i 15 år.

Fredagens aktiehandel i Europa startede skidt efter meldinger om et israelsk gengældelsesangreb i Iran, men efter at investorerne i løbet af dagen fik mere klarhed om forholdene - og omfanget - blev bekymringerne vendt til en vis lettelse.

Efter initiale tunge fald endte Stoxx 600-indeks blot 0,1 pct. lavere.

Unibrew var den klart mest stigende aktie i indekset med et plus på 18,1 pct. efter opjusteringen fra selskabet torsdag aften.

Det franske skønhedsfirma L´Oreal viste også gode takter med et plus på 5,0 pct. som belønning for en pæn vækst i første kvartal, hvor det sammenlignelige salg steg næsten 10 pct.

Ligeledes i Paris steg servicefirmet Sodexo med 1,6 pct. Også her er det opløftende regnskabspræstationer, der trak aktien i vejret.

Selskabet kunne fremvise en organisk vækst på 8,5 pct. i det forskudte første halvår, der sluttede ved udgangen af februar. Ifølge Bloomberg havde analytikerkorpset ventet en mindre fremgang på 7,7 pct.

I bunden af Stoxx 600 endte emballagegiganten DS Smith, efter at branchekollegaen Mondi trak sig fra at komme med et bud på selskabet.

Tidligere har amerikanske International Paper budt, og investorerne i DS Smith havde håbet på en budkrig mellem de interesserede.

DS Smith faldt 10,3 pct., mens Mondi på børsen i London steg 9,3 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her