15. okt. 2025 kl. 06:35
61 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Feds Powell ser snart stop for kvantitative stramninger -...

Jerome Powell, som er formand for Federal Reserve, vurderer, at centralbanken nærmer sig afslutningen af sine kvantitative stramninger. Samtidig ser han, at arbejdsmarkedet er på negativ kurs.

- Vores længe udmeldte plan er at stoppe balancereduktionen, når reserverne ligger noget over det niveau, vi vurderer er foreneligt med rigelige reserveforhold, sagde Jerome Powell tirsdag i forbindelse med en tale i Philadelphia.

- Vi kan nærme os dette punkt i de kommende måneder, og vi overvåger nøje en bred vifte af indikatorer for at informere denne beslutning.

REDUCERET MED 2200 MIA DOLLAR

Den amerikanske centralbank vedtog på sit rentemøde den 3.-4. maj 2022 en plan for at reducere sin dengang enorme balance, som ved udgangen af april 2022 var på over 9 billioner dollar.

Denne reduktion, kendt som kvantitativ stramning eller "run-off", indebærer at lade obligationerne "løbe af" balancen ved enten at sælge eller ikke at geninvestere renter eller indfrielser.

Chefgruppen i centralbanken besluttede i første omgang at reducere balancen med op til 95 mia. dollar hver måned, fordelt på op til 60 mia. dollar i statsobligationer og op til 35 mia. dollar i realkreditobligationer. Sidenhen er reduktionerne blevet mindsket, således at der nu maksimalt kun sælges statsobligationer for 5 mia. dollar hver måned.

Siden starten af de kvantitative stramninger har Federal Reserve reduceret sin obligationsbalance med cirka 2200 mia. dollar, hvilket bringer den samlede balance ned til omkring 6660 mia. dollar ved udgangen af september 2025.

FORVÆRRET OPFATTELSE AF JOBMARKEDET

I sin tale tirsdag fremhævede Jerome Powell også en forværring af arbejdsmarkedet i USA, hvilket alt andet lige åbner døren for en mere lempelig pengepolitik.

- I dette mindre dynamiske og noget blødere arbejdsmarked ser de nedadgående risici for beskæftigelsen ud til at være øget, sagde formanden også.

- Selv om de officielle beskæftigelsesdata for september er forsinkede, tyder tilgængelige beviser på, at både afskedigelser og ansættelser forbliver lave, og at både husholdningernes opfattelse af jobtilgængelighed og virksomhedernes opfattelse af ansættelsesvanskeligheder fortsætter deres nedadgående forløb.

Centralbankformanden gentog dog også, det han sagde i september, da banken for første gang i år sænkede sin rente, nemlig at der ikke findes en "risikofri vej" for pengepolitikken i forhold til Federal Reserves to hovedmål.

Federal Reserve ene mandat er at sikre prisstabilitet, der af banken selv udtrykkes som en kerneinflation på 2,0 pct. om året. Dernede har prisstigningstakten imidlertid ikke været i fire et halvt år. Senest holdt den sig, målt på PCE Core, i uændrede 2,9 pct. i august efter en tiltagende tendens de foregående tre måneder.

Det andet hovedmandat for centralbanken er fuld beskæftigelse, og her er ledigheden senest i august tikket op til 4,3 pct., hvilket er det højeste siden oktober 2021.

Den amerikanske centralbank flyver i denne forbindelse for øjeblikket i blinde, da den amerikanske regering er lukket ned på grund af budgetstrid, og derfor udarbejdes der ikke officielle jobstatistikker.

.\\˙ MarketWire



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her