22. aug. 2025 kl. 17:08
35 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens aktier: Ambu begejstrede med regnskab i positiv...

Ambu blev fredagens klare vinder blandt eliteaktierne med sit regnskab. Det skete i et feststemt C25-indeks, hvor Bavarian omvendt fik en lunken modtagelse af sine tal for kvartalet.

Eliteindekset steg 0,8 pct. til 1714,39 - trukket godt på vej af blandt andet Novo Nordisk, som viste glimrende takter på ugens sidste handelsdag.

Foruden regnskaber og en sand sværm af analytikerjusteringer var dagens store begivenhed talen fra den amerikanske centralbankschef, Jerome Powell, ved Federal Reserves økonomiske symposium i Jackson Hole.

Her lod centralbankchefen - til glæde for investorerne - døren stå åben for en rentenedsættelse på det kommende møde i september. Begejstringen kunne spores i C25-indekset, som for en stund fik et ekstra hak op.

- Det er klart, at markedet er glad for at høre ham sige det. Det er også derfor, at vi får den her reaktion, hvor markedet kører op. Det er positivt, at Powell er åben over for en rentenedsættelse på septembermødet, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

AMBU BEGEJSTREDE MED HØJERE VÆKST

På baggrund af en solid omsætning inden for endoskopløsninger og stærk vækst inden for anæstesi og patientovervågning løftede Ambu sine forventninger til den organiske vækst for hele året til 12-14 pct. fra tidligere 11-14 pct.

Samlet vurderede Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen dog, at der både var plusser og minusser i regnskabet i forhold til det ventede:

- Tager vi det positive, udvikler toplinjen sig lidt bedre end forventet. Det er bredt funderet. Til gengæld skuffer indtjeningen i forhold til forventningerne, siger han til MarketWire.

Vurderingen blandt investorerne var dog overordnet tommel op, og det sendte aktien op med 6,6 pct. til 101,80 kr.

På den øvrige regnskabsfront præciserede Bavarian Nordic forventningerne til 2025. Vaccineselskabet sigter nu efter en omsætning på 6000-6600 mio. kr. mod tidligere 5700-6700 mio. kr.

Af regnskabet for andet kvartal var der dog ikke nyt om det, der optager markedet lige nu: det købstilbud, Bavarian har fået.

Vaccineaktien endte marginalt højere med 0,1 pct. til 238,80 kr.

Nær C25-toppen lå Novo Nordisk, som steg 2,2 pct. til 363,90 kr.

I en storm af analytikerjusteringer til de danske selskaber fik Novo blandt andet sænket kursmålet hos Kepler til 510 kr. fra 630 kr. Anbefalingen lyder dog fortsat på "køb".

Isoleringskoncernen Rockwool blev sendt ned med mere end 16 pct. onsdag efter et regnskab og en uventet nedjustering, og siden har analytikerne stået i kø for at skrue ned for optimismen omkring aktiens potentiale.

Efter lukketid torsdag skruede blandt andet DNB Carnegie ned til 280 kr. fra 325 kr. - dog med en fortsat købsanbefaling, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Danske Bank løftede omvendt sin anbefaling af aktien til "køb".

Rockwool steg 1,8 pct. til 248,85 kr.

GN FIK ANALYTIKERNYT EFTER REKORDPLUS

Investorerne var at finde i den modsatte grøft i forbindelse med regnskabet fra GN torsdag, som bød på en historisk stor kursstigning på 19,9 pct. efter et andet kvartal, der var bedre end ventet af analytikerne.

Det franske finanshus BNP Paribas Exane har efter regnskabet sat kursmålet på 150 kr., ABG har justeret til et kursmål på 145 kr., DNB Carnegie har skruet til 148 kr., og Morgan Stanley har regnet sig frem til et nyt kursmål på 121 kr. Endelig valgte Barclays at sætte sit kursmål op til 139 kr., viser data fra Bloomberg News.

GN var fredag ramt af gevinsthjemtagning og endte i bunden af C25-indekset med et minus på 2,6 pct. til 119,50 kr.

Novonesis fik sænket kursmålet hos storbanken Citi til 380 kr. fra 400 kr. efter det bioteknologiske selskabs regnskab for andet kvartal og nye målsætninger frem mod 2030, der generelt skuffede analytikere og investorer. Reaktionen var et kursfald til aktien torsdag på 7 pct.

Danske Bank sænkede samtidig anbefalingen for Novonesis til "hold" fra "køb", hvor kursmålet også blev skåret til 420 kr. fra 570 kr.

Også Berenberg tog en god luns af kursmålet til 465 kr. fra 530 kr. - dog med en fortsat købsanbefaling.

Fredag steg aktien 2,8 pct. til 400,90 kr.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her