12. sep. 2025 kl. 17:04
60 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens aktier: DSV toppede i grønt C25 mens og Zealand...

Det danske aktiemarked sluttede ugen af med et plus i eliteindekset C25 fredag på 0,4 pct. til 1659,11.

DSV var den bedst præsterende aktie i indekset, hvor 15 gik frem og 10 faldt.

I den tunge ende lå Vestas trods to nye ordrer på markedet i Argentina samt Zealand Pharma.

Set over hele ugen faldt C25-indekset imidlertid 0,4 pct.

DSV toppede fredag i indekset med en stigning på 2,9 pct. til 1364,50 kr. I en artikel i Børsen blev der sat spot på potentialet ved integrationen af DB Schenker.

Det kan have været med til at skabe god stemning om aktien, som ellers er faldet støt siden midten af august fra en kurs omkring 1500 kr.

- Det makroøkonomiske miljø har skabt bekymringer for, at det vil sætte sig i resultaterne hos DSV, men det ligner, at aktien nu får lidt et rebound på en måneds tids sivende tendens, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

Han fremhæver også et fald i Vestas-aktien for anden dag i træk.

- Faldet startede torsdag, efter at man på nogle udtalelser fra Tyskland kunne fornemme, at man letter foden lidt fra speederen i forhold til udbygningen af grøn energi. Derudover smitter meldinger fra rivalen GE Vernova formentlig også af på Vestas-aktien, siger Martin Munk.

GE Vernovas topchef, Scott Strazik, har på en investorkonference ifølge Recharge News advaret om, at svagheden på det amerikanske marked kan reducere indtjeningen fra landbaseret vindkraft i 2026.

Den amerikanske Vestas-rival forventer, at omsætningen fra vindmøller i 2026 vil falde med 10-15 pct. i forhold til i år, hvis den svage efterspørgsel efter vindmøller til lands fortsætter, især i USA, som er virksomhedens vigtigste marked.

Vestas faldt 2 pct. til 115,25 efter et fald torsdag på 5,4 pct.

Værst i C25 gik det dog for Zealand Pharma med et fald på 4,1 pct. til 412,40 kr. Det skete uden, at der var nyt fremme om selskabet.

Blandt de mindre aktier blev Chemometec belønnet med et plus på 12,5 pct. til 609,50 kr. for et årsregnskab med vækst fra top til bund og ligeledes stærke forventninger til det nye regnskabsår.

I 2025/26 venter selskabet, der blandt andet producerer celletællere, en omsætning på 545-565 mio. kr. og et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 295-315 mio. kr.

I det forgangne regnskabsår leverede Chemometec et salg for 495,6 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 258,0 mio. kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her