18. jul. 2025 kl. 17:00
64 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens obligationer: Renterne kravlede forsigtigt med ...

De danske statsrenter noterede sig fredag lette stigninger, idet investorerne fokuserede pengene omkring aktiemarkedet, der var præget af optimisme og stigninger.

Det fjernede også nogle af pengene fra den relative sikkerhed i statspapirerne, hvilket førte til faldende kurser og stigende renter.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme steg med 2 basispoint til 2,56 pct.

Med til at give optimisme på de finansielle markeder var både pæne nøgletal og flotte regnskaber fra USA, der torsdag betød rekorder på Wall Street, og samtidig er der stadig en vis optimisme omkring, at også EU og USA vil nå i mål med en handelsaftale, inden toldkrigen igen får lov at eskalere.

Nøgletalsmæssigt var der ikke meget at fokusere på for investorerne fredag. Fra Tyskland kom der fra morgenstunden tal for producentpriserne i juni.

De steg med 0,1 pct. sammenlignet med måneden før og faldt 1,3 pct. i forhold til samme måned året forinden - begge dele helt på linje med økonomernes forventninger ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Ud på eftermiddagen kunne man fra USA også læse en positiv aflæsning af forbrugertillidsindekset fra University of Michigan, der steg en spids mere end ventet i den foreløbige opgørelse for juli.

Indekset blev opgjort til 61,8 mod 60,7 i juni. Økonomerne havde ventet en lidt mindre fremgang til 61,5.

Et andet interessant parameter ved opgørelsen var målingen af forbrugernes inflationsforventninger, der endte noget lavere end ventet.

Amerikanerne venter nu, at inflationen i USA om et år vil være 4,4 pct. Før var forventningen 5,0 pct., og det var også økonomernes bud for julirapporten.

Over de næste fem til ti år er der ventet en inflation på 3,6 pct. mod tidligere 4,0 pct. og mod økonombuddet på 3,9 pct.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her