20. jan. 2026 kl. 06:06
20 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Frygt for toldkrig sender igen guldprisen i rekord

Frygt for toldkrig sender igen guldprisen i rekord

Guldprisen øger tirsdag morgen til et rekordhøjt niveau, da den amerikanske præsident Donald Trumps forsøg på at overtage Grønland fortsat skaber frygt for en potentiel handelskrig mellem USA og Europa.

Mandag kl 07.00 stiger prisen omkring 1,0 pct. til 4716,21 dollar per troy ounce, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Donald Trumps trussel om at indføre told på otte europæiske lande, der modsætter sig hans ambitioner om Grønland, har rystet markederne, øget efterspørgslen efter sikre havne samt genoplivet "Sell America"-tendensen.

Den franske præsident, Emmanuel Macron har til hensigt at anmode om en aktivering af EU's antitvangsinstrument, som kan begrænse amerikanske virksomheders adgang til det interne marked. Dog forsøger den tyske kansler, Friedrich Merz, at dæmpe den franske præsidents reaktion, skriver Bloomberg News.

- Vi er trådt ind i en æra med ressourcenationalisme mellem stormagter, pointerer Peter Kinsella, der er global chef for valutastrategi hos schweiziske Union Bancaire Privee, og tilføjer, at valuta ikke nødvendigvis er den bedste måde at udnytte dette politiske tema på.

Den geopolitiske usikkerhed skabt i forbindelse med Donald Trumps ønske om at overtage Grønland kommer desuden i kølvandet af USA's kidnapning af den venezuelanske præsident Nicolas Maduro samt gentagne angreb mod den amerikanske centralbank Federal Reserves uafhængighed. Samlet har begivenhederne øget efterspørgslen efter "sikre havne".

- Opsvinget i ædle metaller begyndte ikke med denne konflikt, og den vil sandsynligvis ikke ende med den, skriver Ole Hansen, der er strateg hos Saxo Bank, i et notat.

- I stedet har Grønland-begivenhederne tilført nyt brændstof til en stigning, der har været under opsejling i flere måneder, drevet af en makroøkonomisk og geopolitisk situation, der er blevet stadig mere ubehagelig for investorer, der udelukkende er afhængige af finansielle aktiver, fortsætter han.

Investorerne har desuden fokus rettet mod den amerikanske højesterets behandling onsdag af Donald Trumps forsøg på at afskedige Lisa Cook, der er medlem af ledelsen hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Afgørelsen kan blive afgørende for Federal Reserves fortsatte uafhængighed, skriver Bloomberg News.

Desuden har sølvprisen også ramt et rekordhøjt niveau omkring midnat natten til tirsdag, hvor prisen per troy ounce sølv ramte 94,73 dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 95 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig