19. jan. 2026 kl. 08:15
61 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Genmab/SHB: Nedtur efter nye data med kræftmiddel er overdreven

Genmab/SHB: Nedtur efter nye data med kræftmiddel er overdreven

Genmab er kommet skidt fra start mandag, hvor en ringe modtagelse af fredagens studiedata med kræftmidlet Epkinly sammen med generel usikkerhed trækker ned.

Fredag fremlagde Genmab data med Epkinly, der viste bedre progressionsfri overlevelse hos personerne, der fik midlet. Til gengæld viste overlevelsesgraden ikke en statistisk signifikant forbedring, og det tages ilde op af investorerne.

Det sendte fredag Genmabs amerikanske notering ned med 4,7 pct., og mandag er modvinden nået til København efter en forlænget åbningsauktion. Aktien falder 4,8 pct. til 2080 kr.

Det er en overdreven reaktion, mener analytiker Mattias Häggblom fra Svenska Handelsbanken, der har anbefalingen "køb" af aktien.

- Genmab faldt i den amerikanske handel fredag aften efter nye studiedata med kræftmidlet Epkinly. Selv om behandlingen viste bedre sygdomskontrol end alternativerne, bekymrer markederne sig over, at overlevelsesgraden ikke forbedredes betydeligt.

- Vi ser reaktionen som overdreven og vurderer, at det større og kommercielt vigtigere studie senere i år er betydeligt mere afgørende for aktiens retning, fortsætter analytikeren.

I fase 3-studiet Epcore DLBCL-1 evaluerede selskabet effekten af Epcoritamab, der er virkemidlet i Epkinly, til behandling af personer med diffust storcellet B-cellelymfom, i tilfælde hvor sygdommen enten har været tilbagevendende, eller hvor andre behandlinger ikke har haft virkning.

Studiet er ifølge Genmab det første til dato, der viser en forbedret progressionsfri overlevelse i patienter med sygdommen.

- Derudover blev der observeret forbedringer i den komplette responsrate, responsvarigheden og tiden til næste behandling blandt patienter, der blev behandlet med Epcoritamab som enkeltterapi, skriver Genmab videre i fredagens meddelelse.

I Svenska Handelsbanken beskrives dataene som "blandede, men ikke tilstrækkeligt svage til at ændre på det langsigtede billede".

Foruden modtagelsen af Genmabs data presses aktien også af generel usikkerhed, efter at USA's præsident, Donald Trump, varslede told mod europæiske lande. Det danske C25-indeks falder 2,7 pct. til 1890,03.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 94 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig