19. jan. 2026 kl. 16:08
35 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Genmab tæt på C25-bund - markedsværdi droppede 9 mia. kr.

Genmab tæt på C25-bund - markedsværdi droppede 9 mia. kr.

Genmab blev C25-prygelknabe, da aktien endte næstnederst i eliteindekset med et fald på 6,5 pct. 2042 kr. Mest faldt Ambu dog. Den satte sig 6,6 pct.

Det fald barberede omkring 9 mia. kr. af Genmabs markedsværdi i et slag. Markedsværdien faldt fra godt 140 mia. kr. til godt 131 mia. kr. Aktien holder sig dog stadig lige i plus for året med en fremgang på 0,8 pct. Det sidste år har aktien handlet mellem 1157 kr. og 2257 kr.

Fredagens studiedata med kræftmidlet Epkinly, kombineret med generel usikkerhed trak ned.

Data med Epkinly viste ellers bedre progressionsfri overlevelse hos personerne, der fik midlet. Til gengæld viste overlevelsesgraden ikke en statistisk signifikant forbedring, og det blev tolket som negativt.

Analytiker Mattias Häggblom fra Svenska Handelsbanken, der har anbefalingen "køb" af aktien, mener, at faldet er en overdreven reaktion.

- Selv om behandlingen viste bedre sygdomskontrol end alternativerne, bekymrer markederne sig over, at overlevelsesgraden ikke forbedredes betydeligt. Vi ser reaktionen som overdreven og vurderer, at det større og kommercielt vigtigere studie senere i år er betydeligt mere afgørende for aktiens retning, påpeger analytikeren.

I fase 3-studiet Epcore DLBCL-1 evaluerede selskabet effekten af Epcoritamab, der er virkemidlet i Epkinly, til behandling af personer med diffust storcellet B-cellelymfom, i tilfælde hvor sygdommen enten har været tilbagevendende, eller hvor andre behandlinger ikke har haft virkning.

Studiet er ifølge Genmab det første til dato, der viser en forbedret progressionsfri overlevelse i patienter med sygdommen.

I Svenska Handelsbanken beskrives dataene som "blandede, men ikke tilstrækkeligt svage til at ændre på det langsigtede billede".

Foruden modtagelsen af Genmabs data blev aktien også presset af den generelle usikkerhed, efter at USA's præsident, Donald Trump, har varslet told mod europæiske lande. Det pressede generelt medico-aktierne. Foruden Genmab og Ambu endte Coloplast og GN i C25-bunden mandag ved lukketid.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 95 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig