13. feb. 2025 kl. 06:35
252 visninger

Genmab/Sydbank: Stærk prognose og flot bundlinje men opti...

Der er flere positive elementer at glæde sig over i onsdagens årsregnskab fra Genmab.

Sådan lyder vurderingen fra Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen i en umiddelbar kommentar til tallene.

Han peger både på en stærk afslutning i de sidste tre måneder af 2024, men også på en lovende prognose for 2025.

Prognosen for 2025 har Genmab i øvrigt som noget nyt valgt at aflægge i dollar, da det fremover vil blive rapporteringsvalutaen.

- De kommer bedre ud af 2024 end ventet, både drevet af bedre omsætning, men også målt på indtjeningen. Samtidig er finansposterne høje, formentlig drevet af den styrkede dollar, der påvirker deres dollaraktiver positivt. Så samlet er nettoresultatet en del bedre end ventet, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Han peger på, at 2025-prognosen også bør tilfredsstille investorerne.

Målt på midtpunktet af Genmabs prognose, der foreligger i dollar, og omregnet til kroner, venter biotekkoncernen en omsætning på 25,2 mia. kr. på og et driftsresultat på 8136 mio. kr. i år.

Til sammenligning stilede analytikerne netop efter en omsætning på 25,2 mia. kr., men kun efter et et driftsresultat på lige under 7,2 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Genmab selv inden regnskabet.

- Og det er så vidt jeg kan se drevet af lidt færre omkostninger end ventet. Så midtpunktet af prognosen er faktisk 13 pct. bedre end ventet, siger Søren Løntoft Hansen.

Han venter af samme grund, at Genmab-aktien vil stige på regnskabet. Der er bare et enkelt "men". For investorerne har længe vendt aktien ryggen, da der hersker usikkerhed om, hvorvidt Genmabs partner Johnson & Johnson vil gøre brug af den option på lægemiddelkandidaten Hexabody-CD38, der kan blive en mulig arvtager for guldægget Darzalex.

Skulle beslutningen gå Genmab imod, truer en mulig patentkløft og et muligt dyk i omsætningen, når Genmabs patenter på Darzalex udløber omkring 2030.

- Så det kan godt skygge lidt for et bedre end ventet årsregnskab, siger Søren Løntoft Hansen.

Genmabs amerikanske ADR-notering stiger efter regnskabet med 1,0 pct. til 19,08 dollar. Omregnet til danske kroner lægger det sig tæt op ad lukkekursen i København tirsdag på 1373 kr.



Tabel for regnskabet for fjerde kvartal:

Vær opmærksom på, at estimaterne er indsamlet, før Genmabs partnere offentliggjorde salgstal for de mest sælgende lægemidler, herunder det storsælgende kræftmiddel Darzalex.

#

Mio. kr.                Q4 Q4(e) Q4 2023 2025(e) 2024(e)   2023

---------------------------------------------------------------

Omsætning             6441  6387    4678  25.158  21.422 16.474

Driftsomkostninger    4281  4100    2882  16.507  14.006 10.927

Driftsresultat (EBIT) 2160  2015    1670    7175    6513   5321

Nettoresultat         3845  1662     640    6039    5656   4352

---------------------------------------------------------------

#

(e) = gennemsnitsestimater er beregnet og indsamlet af Genmab selv blandt op til 23 analytikere. Estimaterne er afrundet til hele mio. kr.

Genmabs forventninger til 2025*:



#

Mio. USD                     Ved år

-----------------------------------

Omsætning                 3340-3660

Driftsomkostninger        2055-2225

Driftsresultat             895-1365

Darzalex omsætning i mia. 12,6-13,4

dollar

Darzalex royalties i mia.       2,2

dollar

-----------------------------------

#

* Fremover præsenterer Genmab regnskab i dollar



.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 1 anmeldelser

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her