03. jun. 2025 kl. 08:24
84 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Gubra åbner pengesluserne til aktionærerne efter milliard...

Kontraktforsknings - og biotekfirmaet Gubra vil udlodde 1 mia. kr. i form af et ekstraordinært udbytte til selskabets aktionærer.

Det fremgår af en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling, der holdes 27. juni, hvor forslaget om det ekstraordinære udbytte, som afrundet er på 61,2 kr. per aktie, er det eneste punkt på dagsordenen.

- Efter det seneste partnerskab om Gubras Amylin-lægemiddelkandidat til fedmebehandling i 2025 fik Gubra betydelig finansiel fleksibilitet ud over sit behov for at finansiere og realisere sin forretningsstrategi i de kommende år. Derfor foreslås et ekstraordinært udbytte på 1 mia. kr., skriver Gubra.

Selskabet henviser til den licensaftale, som selskabet indgik i starten af marts med den amerikanske medicinalkæmpe Abbvie. I henhold til aftalen skal Abbvie stå i spidsen for udviklings- og kommercialiseringsaktiviteter af fedmemidlet GUB014295, også kendt som Gubamy, på globalt plan.

Som led i aftalen modtog Gubra 350 mio. dollar i samlet upfront-betaling, hvilket med den daværende dollarkurs svarede til over 2,5 mia. kr.

Gubra kan med aftalen potentielt set tjene helt op til 1,875 mia. dollar - cirka 13,4 mia. kr. - i milepælsbetalinger bundet op på udvikling, kommercialisering og salg. Dertil får Gubra også ret til royalties fra salget - hvis midlet når hele vejen til markedet.

- Dette samarbejde mellem Gubra og AbbVie vil fremskynde udviklingen af GUB014295 og bygge videre på de lovende data, der blev vist i fase 1-studiet med en enkelt stigende dosis (SAD). Vores team har været ekstremt imponeret over AbbVie og deres engagement i at bringe dette vigtige partnerskab til live. Vi ser frem til at arbejde sammen under hele udviklingen af GUB014295 -programmet, sagde Gubras administrerende direktør, Henrik Blou, da aftalen blev annonceret i marts.

Hvis det ekstraordinære udbytte som ventet bliver vedtaget, fragår det aktien 30. juni.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her