En stævning af Jerome Powell, der er formand i USA's centralbank, Federal Reserve, får mandag handlerne til at søge væk fra den amerikanske dollar.
Mandagens svækkelse af dollar er den største i tre uger, skriver Reuters. Den følger en meddelelse fra Jerome Powell, hvori han oplyser, at han fredag er blevet stævnet af det amerikanske justitsministerium for udtalelser for bankkomiteen i Senatet.
Det rammer dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta over for en kurv af større valutaer, og mandag falder det til 98,95 fra 99,25 før meddelelsen og 99,09 fredag klokken 17.
I meddelelsen hævder Jerome Powell, at stævningen i virkeligheden ikke handler om udtalelserne for bankkomiteen, der drejede sig om renovationen af Federal Reserves hovedkvarter, men i stedet den pengepolitik, som centralbanken har ført med Jerome Powell som formand.
Renten er nemlig ikke blevet sænket nær så meget eller hurtigt, som præsident Donald Trump har krævet. Det har ført til flere perfide kommentarer fra præsidenten om Jerome Powell, der indtil nu har vendt den anden kind til.
- Powell har fået nok af at sidde på sidelinjen og går nu tydeligt i offensiven, siger Ray Attrill, der er valutastrateg i National Australia Bank, til Reuters.
- Den åbne krig mellem Federal Reserve og administrationen i USA - såfremt du tager Powells kommentarer for pålydende - er helt afgjort ikke et godt look for den amerikanske dollar, fortsætter han.
Euro koster mandag morgen 1,1669 dollar mod 1,1622 natten til mandag og 1,1641 dollar fredag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire