26. jun. 2025 kl. 16:22
79 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Harboes FY: Driftsresultatet skrumper efter fravalg af ty...

Harboes døjer med højere omkostninger og lavere mængder i Beverage-forretningen som følge af et strategisk skifte i Tyskland. Det koster på bundlinjen, som skrumpede fra sidste år.

Det fremgår af bryggeriets regnskab torsdag, der dækker det skæve regnskabsår 2024/2025.

- Selv om årets resultater ikke nåede det niveau, vi forventede ved regnskabsårets start, er vi tilfredse med mange af de fremskridt, vi har nået i forhold til vores strategiske prioriteter, lyder det fra administrerende direktør, Søren Malling, i regnskabet.

Mens omsætningen voksede en smule til 1822,6 mio. kr. fra 1817,1 mio. kr sidste år, faldt driftsresultatet, EBITDA, til 142 mio. kr. fra 158 mio. kr. sidste år. Tilbagegangen skal ifølge Harboes tilskrives højere omkostninger til salg, distribution og produktion.

I fjerde kvartal var driften presset af lavere mængder i Beverage-forretningen, da Harboes har valgt at trække sig fra private label-aftaler på det tyske marked, der "ikke kunne levere tilfredsstillende indtjening."

- Vi ser, at investeringerne i vores egne brands virker efter hensigten og understøtter både vækst og indtjeningsmarginer. Derfor har vi også været afklarede i vores prioriteringer på det tyske marked, skriver Søren Malling.

- På den korte bane påvirker det vores volumen negativt, men vores samlede indtjeningsmargin stiger som følge heraf, og når vi har fået tilpasset vores omkostninger og organisatoriske set-up til det ændrede fokus, reducerer vi også den følsomhed yderligere, som de lave marginer har udsat vores resultater for over de seneste år, lyder det videre fra Harboes-topchefen.

På bunden lød årets resultat på 44,8 mio. kr. fra sidste års 54,8 mio. kr.

For det nye regnskabsår venter Harboes et EBITDA-resultat på 130-160 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 30-60 mio. kr.

Harboes-aktien falder torsdag 2,7 pct. til 139 kr.



.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her