02. dec. 2024 kl. 15:06
180 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Intels topchef fratræder med øjeblikkelig virkning

Chipgiganten Intels administrerende direktør, Pat Gelsinger, har efter knap fire år i direktørstolen fratrådt sin stilling.

Han stopper samtidig i Intels bestyrelse, oplyser selskabet i en meddelelse.

Fratrædelsen er sket med virkning fra 1. december.

Stillingen som topchef vil midlertidigt blive varetaget af Intels bestyrelsesformand, Frank Yeary, mens finansdirektør David Zinsner og Michelle Johnston Holthaus, der er topchef for Intel Products, leder efter en permanent afløser.

Fratrædelsen sker i en prøvende tid for Intel, der arbejder på at få forretningen på ret køl efter flere år med tilbagegang.

Særligt er selskabet, der blandt andet er kendt for sine processorenheder, sakket efter konkurrenterne, der i højere grad har omfavnet udviklingen af chips med kunstig intelligens.

- Vi ved, at vi har meget arbejde foran os i selskabet og er engageret i at genopbygge investortilliden, siger bestyrelsesformand og konstitueret topchef Frank Yeary.

- Som bestyrelse ved vi alle, at vi først og fremmest må have vores produktgruppe som centrum for alt, vi gør. Vores kunder kræver det af os, og vi kommer til at levere, fortsætter han.

Udsigten til en ny administrerende direktør modtages positivt af investorerne, der sender aktien op med 3,5 pct. i det amerikanske formarked.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her