06. maj 2025 kl. 08:14
101 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

ISS Q1: Kommer godt fra land i ventet svagt kvartal - NY

ISS kom bedre end ventet ud af første kvartal kvartal, der ellers af både analytikerne og selskabet selv var spået til at være til den lave side.

Både omsætningen og væksten viste sig dog pænt over analytikernes estimater, og navnlig prisforhøjelser hos selskabets kunder skæppede godt i kassen.

Det viser en handelsopdatering fra serviceselskabet tirsdag morgen.

Omvendt trak nettobidraget fra nye kontrakter ned, da ISS i slutningen af 2024 droppede en stor kunde i USA samt nogle tabte kontrakter. Det havde topchef Kasper Fangel dog også havde flaget for ved aflæggelsen af årsrapporten.

Den organiske vækst endte i årets første tre måneder på 4,3 pct. Her var blandt analytikerne ventet en organisk vækst på 3,2 pct. ifølge konsensusestimater indsamlet af ISS. I samme periode sidste år endte den organiske vækst på 6,0 pct.

- Jeg er glad for, at vi i første kvartal af 2025 bevarede momentum fra sidste år og fortsatte med at se forbedringer i forretningen på trods af øget politisk usikkerhed rundt om i verden. Da vi leverer vores tjenester lokalt i stedet for at i stedet for at eksportere varer, er vi mindre udsatte for globale begivenheder, siger topchef Kasper Fangel i regnskabet.

Toplinjen viste sig bedre end ventet, da omsætningen landede på 20.930 mio. kr. Her havde analytikerne på forhånd ventet en omsætning på 20.780 mio. kr. mod 20.090 mio. kr. i samme periode sidste år.

USA TRAK SOM VENTET NED

Ser man på enkelte regioner var især Central- og Sydeuropa med til at trække op i det samlede billede. Det kom navnlig som følge af prisforhøjelser i Tyrkiet.

Omvendt skuffede Nordeuropa med en organisk vækst på 4 pct. mod 5 pct. i samme kvartal sidste år. Her var ventet 4,6 pct. hos analytikerne.

Asia & Pacific voksede organisk med 4 pct. Sidste år var væksten her på 5 pct. Det var dermed også bedre end ventet, da analytikernes estimater viste en vækst på 2 pct.

I Americas var væksten i første kvartal på negative 9 pct., som følge af at ISS i slutningen af 2024 droppede en stor kunde i USA. Her var ventet en tilbagegang på 11 pct. efter en nedgang på 2 pct. i første kvartal 2024.

INTET NYT OM STORKUNDE

Helt som ventet var der ikke noget afgørende nyt om den voldgiftssag, som ISS og storkunden Deutsche Telekom er havnet i.

På grund af uenigheder om kontrakten tilbageholder Deutsche Telekom fortsat omkring 600 mio. kr. i betaling til ISS. Omvendt mener det danske selskab at have sit på det tørre og afventer derfor den tyske domstols afgørelse i juli.

Falder afgørelsen ud til ISS´ fordel vil det tilbageholdte beløb ryge ind i ISS´ pengestrømme og vil - som Kasper Fangel slog fast ved fjerde kvartal - i sidste ende ryge tilbage til investorerne gennem et forhøjet aktietilbagekøb.

Forventningerne til året bliver da også fastholdt, og der ses fortsat en organisk vækst på 4-6 pct., en driftsmargin over 5 pct. og frie pengestrømme over 2,4 mia. kr.

Tabel over ISS ´ handelsopdatering for tredje kvartal af 2024:

#

Mio. kr.                Q1 ´25 Q1 2025(e) Q1 2024 FY 2025 (e) FY 2024

---------------------------------------------------------------------

Omsætning               20.930     20.780  20,090      86.515  83.005

- Nordeuropa              7850         --    7528          --  31.328

- Central- og Sydeuropa   7233         --    6555          --  27.159

- Asia & Pacific          3681         --    3521          --  14.403

- Americas                2056         --    2242          --    9407

Organisk vækst i %         4,3        3,2     6,0         4,8     6,3

- Nordeuropa                 4        4,6       5          --     6,4

- Central- og Sydeuropa      9        7,6      12          --    10,9

- Asia & Pacific             4        2,0       5          --     2,4

- Americas                  -9        -11      -2          --     0,4

---------------------------------------------------------------------

#

(e) = medianestimater indsamlet af ISS blandt op til 10 analytikere.



ISS ´ forventninger til 2025:

#

                             Ved Q1 ´25 Ved Q4 ´24

--------------------------------------------------

Organisk vækst i %                  4-6        4-6

Driftsmargin* i %                Over 5     Over 5

Frie Pengestrømme i mia. kr.   Over 2,4   Over 2,4

--------------------------------------------------

#

*Før restrukturering og engangsomkostninger

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her