21. jul. 2025 kl. 06:34
83 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Japans regering mister flertal i overhuset efter valg

Japans koalitionsregering kommer til at miste flertallet i parlamentets overhus.

Det står ifølge det japanske public service-medie NHK klart efter den foreløbige optælling af stemmer.

Halvdelen af overhusets 248 sæder er på spil i valget.

Koalitionen mellem det konservative parti Liberaldemokraterne (LDP) og alliancepartneren Komeito skal have mindst 50 mandater for at beholde sit flertal.

Med kun seks mandater, der endnu ikke er optalt, kan koalitionen ikke nå op på de magiske 50 mandater, oplyser NHK.

Liberaldemokraterne har premierminister Shigeru Ishiba i spidsen, og allerede efter at de første valgstedsmålinger blev offentliggjort, erkendte han nederlaget over for NHK.

Oppositionspartiet Sanseito fra højrefløjen står til at blive en af valgets store vindere.

Under valgkampen førte partiet kampagne under sloganet "japanerne først" og advarede mod en "stille invasion" af indvandrere. Samtidig har partiet lovet skattelettelser og velfærdsforbedringer.

Sanseito kom frem under covid-19-pandemien og spredte konspirationsteorier om vacciner og en påstået sammensværgelse i den globale elite.

Men især partiets hårde retorik om indvandring har vakt opmærksomhed. Partiet er blevet sammenlignet med indvandringskritiske partier i Europa som Tysklands AfD og Reform UK i Storbritannien.

Det har i en periode stået skidt til for Ishibas parti, der har siddet på magten siden 2012. I oktober havde partiet det værste valgresultat i 15 år.

Da Ishiba accepterede nederlaget, kom han ind på den frist, som landets største allierede, USA, har givet Japan. Inden 1. august til skal Japan indgå en handelsaftale med USA for at undgå told på japanske varer. USA er Japans største eksportmarked.

- Vi er i gang med yderst kritiske toldforhandlinger med USA. Vi må aldrig gøre noget for at sabotere de her forhandlinger. Det er blot naturligt at dedikere al vores energi til at føre vores nationale interesser ud i livet, sagde han til TV Tokyo.

Ishiba vil fortsætte som premierminister og partileder, sagde han videre.

/ritzau/Reuters



Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her