Jyske Bank bragede i vejret med 7,2 pct. til lukkerekorden 947 kr., efter at den Silkeborg-baserede Bank leverede endnu en opjustering af forventningerne til 2025.
Dermed kom aktien tilbage på rekordsporet, efter at den seneste rekord i 886,50 kr. blev sat 6. januar. Samlet steg markedsværdien med 3,9 mia. kr. til 58 mia. kr.
Banken løftede onsdag morgen forventningerne til resultatet efter skat til 5,4 mia. kr. fra 4,9-5,3 mia. kr. og en prognose ved årsregnskabet for 2024 på 3,8-4,6 mia. kr.
Samtidig blev prognosen for resultatet per aktie løftet til cirka 85 kr. fra 77-84 kr. og en prognose ved årsregnskabet for 2024 på 60-73 kr.
Jyske Bank har også aflagt en række foreløbige tal for fjerde kvartal og 2025 og i den forbindelse fremhæver det schweiziske finanshus UBS, at den underliggende indtjening har været cirka 20 pct. bedre end ventet i kvartalet.
Her fremhæver UBS-analytiker Johan Ekblom især udviklingen i gebyrindtægterne, værdiansættelsesjusteringer og omkostninger.
.\\˙ MarketWire