24. jul. 2025 kl. 12:00
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Leo Pharma bringer tredje produkt til USA: Topchef ser se...

Leo Pharma har med sin amerikanske godkendelse af Anzupgo bragt sig i en stærk og unik position i USA.

Det danske medicinalselskab har nu tre strategiske midler på markedet i USA og tillige en udvidet salgsstyrke til at varetage engagementet i USA.

Det fortæller Leo Pharmas administrerende direktør, Christophe Bourdon, til MarketWire, efter at selskabet onsdag offentliggjorde godkendelsen af Anzupgo til behandling af håndeksem.

Godkendelsen kommer fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), der specifikt har godkendt cremen til behandling af moderat til svær håndeksem, når behandling med steroidcremer enten ikke har virket eller er frarådet.

I Leo Pharma er man godt tilfreds med positionen som andenlinjebehandling.

- Steroidcremer har gennem årene bevist at være en effektiv behandling i starten. Virkeligheden er, at når du bruger steroidcremer, kan det skade håndfladen igennem forløbet, siger Christophe Bourdon og fortsætter:

- Nej, vi har ingen planer om at blive førstelinjebehandling, men vi ser et betydeligt potentiale inden for målgruppen med moderat til svær håndeksem, fortsætter han.

Anzupgo adskiller sig fra det øvrige marked for produkter til behandling af eksem, da cremen ikke har en såkaldt "black box"-advarsel på emballagen. FDA kræver advarselsmærkatet på produkter med alvorlige bivirkninger.

Det er unikt, da andre produkter, der ligesom Anzupgo dæmper inflammation ved at blokere for JAK-enzymer - også kaldet JAK-hæmmere - alle har en "black box", fortæller Christophe Bourdon.

- Hvad end det er piller eller påføres på huden, har alle andre JAK-hæmmere en "black box"-advarsel.

- For os viser det, at kvaliteten af dataene for Anzupgo, hvad end det er effektivitets- eller sikkerhedsdata, at FDA har anerkendt, at behandlingen er både effektiv og sikker at bruge, fortsætter topchefen.

UDVIDET SALGSSTYRKE I USA

Leo Pharma har på kun en måned udvidet sin amerikanske tilstedeværelse fra ét produkt til tre. Med godkendelsen af Anzupgo har Leo Pharma derfor besluttet at udvide sin bemanding og særligt salgsstyrken i USA betydeligt.

- For en måned siden havde vi kun Adbry, der konkurrerer på området for atopisk dermatitis. 14. juli annoncerede vi partnerskabet med Boehringer Ingelheim om Spevigo.

- Nu arbejder vi faktisk på at integrere nogle kolleger fra Boehringer Ingelheim i Leo Pharma. Vi er overbevist om, at vi kan tilføje flere ressourcer til vores kommercielle dermatologiteam, siger Christophe Bourdon.

Med en tredobling af de strategiske produkter på en måned er det nu tid til at få helt styr på integration og eksekvering. Dermed er det dog ikke sagt, at Leo Pharma ikke holder øje med nye muligheder.

- Jeg føler meget kraftigt, at vi som et europæisk mellemstort selskab med dansk hovedkvarter og tre strategiske produkter inden for dermatologi har positioneret os helt unikt. Der er ingen andre dermatologiaktører med tre produkter som disse, indleder Christophe Bourdon.

- Har jeg brug for flere produkter? Nej. Er jeg nysgerrig og søgende efter nye muligheder? Absolut. Vi har stadig tæt på 4 mia. kr. til rådighed til nye licensaftaler og opkøb. Vi er ikke desperate, men hvis jeg ser et produkt, hvor der er stort behov og med mulighed for at ændre behandlingsstandarden, vil jeg ikke tøve med at springe til, fortsætter topchefen.

Det er imidlertid for tidligt at sige, om nye produkter i USA vil kræve en ny udvidelse af salgsstyrken. Som tingene står, ser Christophe Bourdon mulighed for flere synergier mellem salgsteamsne på tværs af de tre produkter.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her