16. jun. 2025 kl. 09:12
70 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Luksusgiganten Kering sendes i vejret på rygter om ny top...

Aktien i den franske luksusgigant Kering flyver op fra ugens start efter rygter om, at den afgående Renault-topchef Luca de Meo er på vej til koncernen.

Kering-aktien ligger i de indledende handler med et plus på 7,8 pct. til 186 euro, mens bilproducenten Renault omvendt dykker 6,1 pct. til 40,40 euro.

Søndag meddelte Renault, at Luca de Meo har valgt at træde tilbage "for at påtage sig nye udfordringer uden for bilsektoren", og den franske avis Le Figaro skriver efterfølgende, at italieneren er blevet udpeget som ny topchef i Kering, som blandt andet står bag luksusbrands som Gucci, Yves Saint Laurent og Balenciaga.

I sidste uge lød det fra flere medier, at Kering overvejer at splitte rollerne som administrerende direktør og bestyrelsesformand op. En post, som Francois-Henri Pinault - søn af Kering-stifter Francois Pinault - har siddet på de seneste 20 år.

Luca de Meo har stået i spidsen for Renault i fem år og er kendt som arkitekten bag bilproducentens turnaround, hvor der er blevet skåret kraftigt i omkostninger og produktionskapacitet, genskabt et skrantende partnerskab med japanske Nissan og satset stort på hybrid- og elbiler, skriver Reuters.

Kering har omvendt været gennem flere svære år, hvor koncernens gæld er hobet op. Kering-aktien er mere end halveret de seneste to år, og Gucci, der tidligere var koncernens guldfugl, har haft problemer med både salget og hyppige udskiftninger i designledelsen.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her