01. aug. 2024 kl. 13:49
115 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mærsk opjusterer forventningerne til 2024 efter fortsat u...

A.P. Møller-Mærsk har opjusteret forventningerne til 2024, da fragtmarkedet stadig er påvirket af uroen omkring Det Røde Hav.

Det har fået Mærsk til at skrue gevaldigt op for indtjeningsforventningerne i 2024, der nu lyder på et underliggende driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 9-11 mia. dollar og en indtjening, EBIT, på 3-5 mia. dollar.

Tidligere var der ventet henholdsvis 7-9 og 1-3 mia. dollar.

- Som følge af fortsatte forsyningskædeforstyrrelser forårsaget af situationen i Det Røde Hav, som nu ventes at vare indtil udgangen af 2024 koblet med en robust efterspørgsel i containermarkedet, opjusterer A.P. Møller Mærsk sin helårsprognose for 2024, forklarer Mærsk i en meddelelse.

Mærsk har samtidig fremlagt foreløbige tal for sit andet kvartal, hvor omsætningen landede på 12,8 mia. dollar. Det underliggende EBITDA-overskud lå på 2,1 mia. dollar, mens EBIT landede på 756 mio. dollar.

De foreløbige tal er i den svage ende, når der sammenlignes med konsensus hos analytikerne ifølge Bloomberg News.

Her var ventet en omsætning på 13,03 mia. dollar, mens forventningerne til driften var et EBITDA på 2,26 mia. dollar og et EBIT-resultat på 868,3 mio. dollar.

Til gengæld er opjusteringen over analytikernes forventninger. Her var konsensus ifølge Bloomberg News et EBITDA-overskud på 8,67 mia. dollar og et EBIT-resultat på 2,99 mia. dollar. Det skal sammenlignes med midtpunkterne for Mærsks forventninger på henholdsvis 10 mia. dollar og 4 mia. dollar.

Opjusteringen blev indledningsvist mødt med kursstigninger på over 3 pct., men siden har euforien fortaget sig.

Mærsks B-aktie stiger 0,5 pct. til 11.485 kr., hvor den før opjusteringen blev handlet uændret fra onsdagens lukkeniveau.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her