18. sep. 2023 kl. 17:07
287 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Bavarian i optur mens rygter trækker No...

Novo Nordisk endte mandag i bunden af C25-indekset efter rygter om en anmærkning fra sundhedsmyndighederne i USA, mens Bavarian Nordic steg for anden dag i træk oven på nyt om abekopper i Kina.

C25-indekset sluttede mandagen med et fald på 0,9 pct. i 1726,88. Kun seks selskaber steg, mens 19 selskaber oplevede nedgang. Her var det især Novo Nordisk, der var med til at trække indekset ned. Aktien faldt 2,4 pct. til 650,40 kr.

- Novo Nordisk er nede et par procenter, og det trækker ned, fordi Novo vægter så tungt. Markedet er generelt også lidt afventende op til rentemødet i den amerikanske centralbank på onsdag, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Rygterne om Novo Nordisk går på, at selskabet har haft besøg af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, på sin facilitet i Clayton i USA, hvilket angiveligt skulle have udløst en form for anmærkning.

Ifølge flere kilder, som MarketWire har talt med, er det finanshuset UBS, der i et notat har gjort opmærksom på underretningen, der skulle omhandle problematiske forhold.

- Det er formentlig forklaringen på faldet i Novo-aktien, siger en af kilderne til MarketWire.

Men hos UBS afviser analytiker Michael Leuchten imidlertid, at finanshuset skulle have udsendt et sådant notat.

- Jeg ved ikke hvor det kommer fra. Vi har ikke offentliggjort noget i forhold til produktionsinspektioner, skriver han i et svar til MarketWire.

Ifølge en middagsbriefing fra Sydbank, som henviser til notatet fra UBS, skulle problemstillingen være, at der er en række udfordringer med nogle bakterier på produktionsfaciliteten i Clayton.

Novo Nordisk har ikke ønsket at kommentere rygterne om, at FDA har sendt et brev med anmærkninger.

BAVARIAN TÆT PÅ TOPPEN IGEN

Bavarian Nordic lå i toppen af C25-indekset hele dagen, og sluttede mandagen af blandt de øverste i indekset. Ifølge Martin Munk er det muligt, at aktien fortsat har nydt godt af nyheder fra sidste uge.

- I fredags meddelte kinesiske sundhedsmyndigheder, at de vil håndtere abekopper på samme måde som covid-19. Det kørte Bavarian-aktien godt på i fredags, og det fortsatte den med mandag, siger Martin Munk.

Mandagen bød også på nyt fra konkurrenten Biontech, der har besluttet at indlede fase 1/2-studier med en vaccine mod abekopper. I øjeblikket er Bavarian det eneste selskab, der har en godkendt vaccine mod abekopper.

Bavarian-aktien steg 1,3 pct. til 144,25 kr.

FREMGANG HOS VINDAKTIERNE

Ørsted kunne mandag meddele, at selskabet har indgået en aftale med Terra Solar om at udvikle en portefølje af irske solenergiprojekter. Projekterne får en samlet kapacitet på op til 400 MW.

Aktien sluttede også helt i top med en stigning på 2,5 pct. til 407,20 kr., på trods af et nedgraderet kursmål hos JPMorgan til 460 kr. fra 640 kr.

Vestas har fået en hævet anbefaling fra Jyske Bank til "køb" fra "hold".

På trods af det sluttede vindaktien med et lille fald på 0,4 pct. til 156,10 kr., efter at have ligget i grønt det meste af mandagen.

KØBER OP I GIBRALTARSTRÆDET

DFDS annoncerede i weekenden købet af færgeoperatøren FRS Iberia/Maroc, og det danske rederi udvider dermed sit rutenetværk i Middelhavet til også at omfatte Gibraltarstrædet.

DFDS steg 3,0 pct. til 237,00 kr.

It-selskabet NNIT løftede før mandagens kapitalmarkedsdag sløret for sine finansielle ambitioner i de kommende tre år frem til udgangen af 2026.

Selskabet sigter efter at skabe en årlig organisk vækstrate på omkring 10 pct. i perioden 2024-26, og i forhold til indtjeningen er ambitionen en årlig gennemsnitlig overskudsgrad for koncernen på omkring 10-13 pct. før særlige poster.

NNIT-aktien endte med en stigning på 4,3 pct. i 85,60 kr.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

19. jun. 2024 kl. 11:00

Ny konge på aktiemarkedet

Ny konge på aktiemarkedet
23. maj 2024 kl. 15:00

NVIDIA overgår alle forventninger

NVIDIA overgår alle forventninger
30. apr. 2024 kl. 12:00

Sydinvest vinder europæisk pris

Sydinvest vinder europæisk pris
06. jun. 2024 kl. 15:40

ECB: Første rentenedsættelse siden 2019

ECB: Første rentenedsættelse siden 2019
06. maj 2024 kl. 12:00

Tabte aktiemarkedet pusten?

Tabte aktiemarkedet pusten?
20. jun. 2024 kl. 15:00

Kan Japan få betydning for dit afkast?

Kan Japan få betydning for dit afkast?

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her