11. dec. 2023 kl. 17:10
373 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: FLSmidth og Netcompany i bunden af rødt...

Det danske aktiemarked indledte ugen med fald.

I toppen af det danske C25-indeks gjorde Novozymes ellers god figur, mens FLSmidth og Netcompany endte i bunden, efter at det stod klart, at de to selskaber forlader eliteindekset fra næste uge.

Der var fald i 16 af de 25 aktier i C25, som samlet set bakkede 0,5 pct. til 1728,44.

- Det er lidt stilhed før stormen, for tirsdag kommer der inflationstal fra det amerikanske, og oveni er der rentemøder i en række centralbanker i denne uge, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Onsdag er det den amerikanske centralbank, der afslutter det sidste rentemøde i år, og torsdag kommer både Den Europæiske Centralbank og Bank of England med rentenyt.

- Vi venter sådan set ikke, at der bliver rørt ved renterne. Det er retorikken, der vil blive målt og vejet i forhold til kommende rentenedsættelser, siger Martin Munk.

ØRSTEDS NYE STRATEGI KAN BLIVE SKUBBET LÆNGERE UD I FREMTIDEN

Mandag var der analysenyt til Ørsted, der fik skruet sit kursmål ned hos UBS til 410 kr. fra 560 kr.

Det britiske børshus Barclays sænkede også sit kursmål for aktien til 400 kr. fra 430 kr., men løftede samtidig sin anbefaling til "ligevægt" fra "undervægt".

Men i et analysenotat vurderede Barclays, at Ørsted har et stort internt oprydningsarbejde foran sig, og at den nye strategiplan, som Ørsted har lovet, kan blive skubbet længere end offentliggørelsen af årsregnskabet i starten af februar næste år.

Det skrev branchemediet Recharge News.

- Der er tydeligvis et informationsudvekslingsproblem i Ørsted efter vores vurdering, og ledelsen er nødt til at være sikker på, at den har modtaget og forstået de korrekte data rigtigt, skriver Barclays blandt andet i analysen.

Ørsted-aktien faldt 1,1 pct. til 338,80 kr.

Der var også analysenyt til A.P. Møller-Mærsk, der fik sænket sit kursmål til 8700 kr. fra 9300 kr. hos amerikanske Citi, der gentog anbefalingen "sælg".

Mærsk B faldt 0,2 pct. til 10.475 kr.

I toppen endte Novozymes med et plus på 1 pct. til 363,80 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

C25 HOLDER SKIFTEDAG

Netcompany og FLSmidth udtræder fra 18. december af C25-indekset.

Det oplyste Nasdaq Copenhagen fredag i forbindelse med den halvårlige revision af eliteindekset.

FLS faldt mandag 2,6 pct. til 281,40 kr, og Netcompany bakkede 1,5 pct. til 221,80 kr.

Udskiftningen af Netcompany sker, som konsekvens af at selskabets markedsværdi er faldet til lidt over 11 mia. kr., hvilket ligeledes har trukket markedsværdien af likviditeten ned, påpeger Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

For FLSmidth er det manglende handelsinteresse, der er årsagen.

Der kan dog blive holdt en dør på klem for mineudstyrsproducenten. Fusionen mellem Novozymes og Chr. Hansen ventes nemlig på trapperne, hvilket efterlader en ledig plads i C25, som formentlig vil gå til FLS i løbet af første kvartal 2024, er vurderingen i Nordnet.

I stedet for FLS og Netcompany indtræder NKT og Zealand Pharma i stedet i C25 fra 18. december. Det formåede dog ikke at løfte de to aktier.

NKT faldt 0,8 pct. til 447,80 kr., og Zealand Pharma gik tilbage med 4,3 pct. til 340,60 kr.

GENMAB I FOKUS

I weekenden fremlagde Genmab sammen med partneren Abbvie data fra et fase 1/2-studie med kræftmidlet Epcoritamab til behandling af lymfekræftformen follikulært lymfom.

Resultaterne blev offentliggjort på en videnskabelig konference arrangeret af American Society of Hematology.

- Der kommer mere nyt fra Genmab igen tirsdag aften på konferencen. Så der kommer mere fokus på Genmab, vurderer Martin Munk.

Genmab faldt 1,9 pct. til 2210 kr.

LUNDBECK FÅR NEUTRAL PRÆDIKAT

Blandt sidepapirerne fik Lundbeck genoptaget analysedækning hos Danske Bank med den neutrale anbefaling "hold" og et kursmål på 36 kr.

I en analyse påpegede banken, at Lundbeck stadig er på jagt efter en endelig vej uden om en truende patentkløft for flere af medicinalselskabets bedst sælgende produkter, men op- og tilkøb kan være med til at bane vejen.

- Historien viser, at Lundbeck længe har stået over for strukturelle udfordringer - uden nogen egenudviklede produkter, der er blevet godkendt siden Brintellix i 2013. Vi vurderer, at opkøbshistorikken siden 2011 har været solid, skriver Danske Bank i et analysenotat.

Aktien faldt 1,2 pct. til 31,92 kr.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her