21. aug. 2023 kl. 17:05
294 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: GN og Demant i top på grøn dag med Rock...

GN og Demant var flyvende på ugens første dag, og Mærsk sejlede i dagens løb frem til toppen af eliteindekset.

Helt i bund endte Rockwool efter britisk nedjustering, der ramte den europæiske sektor.

Samlet blev stemningen vendt fra sidste uges nedtur og eliteindekset, C25, steg 0,3 pct. til 1747,72.

- Man kan sige, at stemningen er vendt i forhold til de seneste tre uger med negative aktiemarkeder. Det er den kinesiske gæld og en opbremsning i væksten, der er fokus på - og de amerikanske renter. Kampen mod inflationen kommer til at vare længere end antaget, og derfor holder renterne sig højere i længere tid end ventet, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje, til MarketWire.

Dagens eneste nøgletal landede mandag morgen: De tyske producentpriser. De faldt mere i juli end ventet, og det er gode tegn.

- Når producentpriserne falder, nærmer vi os enden på kampen mod inflationen. Og efter de seneste tre uger med røde markeder, er det godt nyt, siger Otto Friedrichsen.

DEMANT OG GN I TOP

Demant steg 3,3 pct. til 284,50 kr. efter en løftet anbefaling til "overvægt" fra "neutral" hos JPMorgan. Kursmålet blev samtidig løftet til 340 kr. fra 274 kr.

GN fik derimod skåret sit kursmål til 155 kr. fra 175 kr. hos analysehuset Bernstein. Anbefalingen er fortsat det neutrale "marketperform". GN har siden sit regnskab onsdag aften i sidste uge fået sænket kursmålet hos en lang række finanshuse efter et kursfald på næsten 18 pct. i den seneste uge.

Men mandag tog aktien revanche og steg helt til toppen af eliteindekset med et plus på 3,5 pct. til 145,60 kr.

- Det er JPMorgan, der er årsagen til, at Demant stiger i dag. GN får revanche efter en hård medfart de seneste dage, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Mærsk A- og B-aktier endte ligeledes i toppen med plusser for begge på 1,9 pct. til henholdsvis 13.290 kr. og 13.605 kr.

- Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor Mærsk ender i toppen - ser man på selskabets peers ligger de blandede. Og der har ikke været noget selskabsspecifikt fremme i dag, hvilket faktisk har været det generelle billede på en stille dag, siger Mads Zink.

BRITISK AFSMITNING PÅ ROCKWOOL

En nedjustering fra det britiske boligbyggefirma Crest Nicholson gav mandag en kedelig stemning på børsen i London inden for den sektor. Herhjemme blev isoleringskoncernen Rockwool trukket med ned og endte i bunden af det danske eliteindeks med et fald på 1,7 pct. til 1664,50 kr.

Crest Nicholson giver vedvarende høj inflation og stigende renter som handelsbetingelserne for boligmarkedet, der er blevet forværret i løbet af sommeren i år, skylden for det mere pessimistiske syn på året.

NOVO MISSEDE REKORD

Det så længe ud til, at Novo ville sætte sin 25. kursrekord i år mandag. Men på trods af et løftet kursmål fra Morgan Stanley til 1370 kr. fra 1210 kr. og en gentaget "overvægt", lykkedes det ikke mandag.

Rekorden på 1279,80 kr. fra den 8. august står stadig, da aktien "blot" steg 0,8 pct. til 1261,20 kr. mandag.

BOOZT SKÅRET TIL

Blandt sidepapirerne har Boozt fået skåret sit kursmål til 84,16 kr. fra 100,13 kr. af Nordea. Og Danske Bank har skåret sit kursmål til 65,50 kr. tidligere 68,60 kr. Anbefalingen er løftet til "hold" fra "sælg".

Boozt faldt 4,5 pct. til 60,75 kr.

Og så fik Green Hydrogen Systems forud for tirsdagens regnskab løftet anbefalingen til "hold" fra "sælg" af finanshuset Carnegie. Kursmålet bliver i samme ombæring skåret til 8,90 kr. fra 12,23 kr.

Aktien steg 3 pct. til 8,48 kr.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her