06. okt. 2025 kl. 17:05
52 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: GN og NKT til tops i grønt marked

GN og NKT var trækheste i mandagens grønne aktiemarked med hjælp til sidstnævnte fra en positiv analyse fra Danske Bank.

Samtidig var finanshusets løftede forventninger til Netcompany blandt sidepapirerne også med til at understøtte en fortsættelse af sidste uges positive nyhedsstrøm og optur for it-aktien.

- Det er et meget stille marked uden de helt store nyheder, udtaler Danske Banks chefhandler Mads Zink til MarketWire.

Eliteindekset, C25, lukkede mandag med en stigning på 0,4 pct. i 1700,55, efter at indekset fredag lukkede i det højeste niveau siden den 25. august.

Dermed flugtede udviklingen herhjemme stort set med den i Europa, hvor der dog var spredt fægtning på indeksniveau.

Det franske CAC 40-indeks lå ved dansk lukketid med et kraftigt fald på 1,2 pct., efter ny politisk uro i Frankrig, hvor landets premierminister, Sébastien Lecornu, gik af efter kun en måned på posten.

NKT FIK LØFTET KURSMÅLET AF DANSKE BANK

NKT fik løftet sit kursmål hos Danske Bank, der anser det som sandsynligt, at kabelproducenten når sine målsætninger.

Kursmålet hæves til 760 kr. fra 700 kr., og anbefalingen "køb" gentages, fremgår det af en analyse fra Danske Bank.

NKT-aktien lukkede mandag med en stigning på 3,0 pct. i 673 kr.

Lige uden for C25-indekset var Netcompany også flyvende med en stigning på 2,8 pct. til 279,40 kr. efter fredagens optur på 6,8 pct.

Her var det også en analyse og et løftet kursmål til 375 kr. fra 350 kr. fra Danske Bank, der var med til at trække opturen.

- Vi ser ikke tredje kvartalsrapport som vigtig, men fokus er på kapitalmarkedsdagen i stedet, hvor Netcompany vil præsentere sin produkt- og platformstrategi for at overbevise investorerne om, at man adskiller sig fra resten. Efter fredagens lancering af Verá er det blevet endnu mere interessant, skriver Danske Bank.

Netcompany lancerede fredag forsvarsplatformen Verá, der skal udfordre ikke-europæiske og andre traditionelle leverandører af forsvarssoftware.

GN fortsatte mandag op med 7,0 pct. til 118,90 kr. efter fredagens optur på 3,7 pct.

Danske Banks chefanalytiker vurderer, at aktien mandag kan være hjulpet af, at hedgefonde har lettet trykket på salgsspeederen, efter at andelen af shortpositioner i aktien er øget med mere end 2 mio. aktier over de seneste uger.

- Så jeg tror lidt, at det kan være det pres, der er lettet i dag, forklarer Mads Zink.

UNIBREW OG TRANSPORT I BUNDEN

Unibrew lukkede med et fald på 1,9 pct. i 475,80 kr. i bunden af C25-indekset. Danske Banks chefhandler kan umiddelbart ikke finde en forklaring på den svage udvikling, men han pointerer, at der var et pre-close-call med analytikere i sidste uge.

- Så det kan være, at der er nogle reaktioner på det i dag, siger chefhandleren.

Genmab fik løftet sit kursmål hos Deutsche Bank, der har skruet op til 2000 kr. fra 1900 kr. og gentaget den positive anbefaling "køb". Aktien steg 0,2 pct. til 2105 kr.

Børsens tungeste medicinalselskab, Novo Nordisk, havde også en god dag med en stigning på 2,0 pct. til 386,55 kr.

Forsikringsaktierne lå med fremme i feltet i Europa. Herhjemme løftedes Tryg med 1,4 pct. til 164,10 kr., og blandt sidepapirerne steg Alm. Brand med 1,9 pct. til 17,55 kr.

Sidstnævnte har fået løftet sit kursmål til 21 kr. fra 19,80 kr. hos ABG Sundal Collier, der gentager anbefalingen "køb".

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her