11. sep. 2023 kl. 17:03
280 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Netcompany i top på grøn dag - Novo tog...

Medicinalselskaberne og de grønne aktier udgjorde bunden af det danske eliteindeks mandag, hvor Netcompany tog toppen flankeret af Demant.

Novo fortsatte desuden rekordridtet - og efter syv handelsdage i træk i grønt, hvor de seks var med lukkerekord, er aktien nu oppe på den 31. af slagsen i år.

I løbet af dagen skiftede eliteindekset, C25, fortegn - men endte dog med et plus på 0,1 pct. til 1727,65. I Europa lå de ledende indeks med plusser helt op til 0,6 pct. ved dansk lukketid.

- Samlet underperformer vi lidt i forhold til det øvrige Europa, på en dag hvor de grønne aktier er mere røde end grønne. Og så dykker sundhedsaktierne også, hvilket er med til at trække ned, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.

Genmab og Coloplast faldt henholdsvis 1,6 pct. og 1,8pct.

- Ellers har det har været en forholdsvis begivenhedsløs dag, og de store begivenheder kommer først onsdag og torsdag med amerikanske forbrugerpriser og producentpriser samt rentemelding fra Den Europæiske centralbank, siger han.

NETCOMPANY I TOP

Øverst i C25 endte Netcompany - uden nyt.

- Det er ikke en sektorbevægelse i Europa, der gør, at Netcompany ligger i toppen. Men det er en aktie, der er ekstremt shortet, og den har nogle store udsving generelt, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Netcompany steg 3,5 pct. til 274,30 kr. mandag.

Demant hagede sig fast i toppen af indekset et plus på 2,4 pct. til 297,50 kr.

Høreapparatskoncernen fik hævet sin anbefaling til "outperform" fra "neutral" af det fransk-tyske finanshus Oddo BHF og løftet kursmålet til 330 kr. fra 270 kr.

NOVO I SPLIT PÅ ONSDAG

Novo kunne mandag indkasserede sin lukkerekord nummer 31 i år, og dag nummer syv i grønt. En amerikansk prisloftsaftale med delstatsanklageren i New York om, at uforsikrede diabetespatienter i delstaten maksimalt skal betale 35 dollar for en måneds insulinforbrug fra fredag, påvirkede ikke lysten til en bid af Novo.

- Den amerikanske aftale ændrer ikke noget for Novo. Oveni kan aktiesplittet på onsdag også give lidt opmærksomhed omkring Novo, selvom det rent teoretisk ikke betyder noget, at der kommer flere aktier, vurderer Danske Banks chefhandler.

Aktien steg 0,9 pct. til 1367,80 kr. efter at have helt oppe i niveauet 1379,20 kr.

TILLIDEN TIL ØRSTED HAR LIDT ET KNÆK

Med i bunden endte Ørsted og Vestas, der faldt begge 0,5 pct. til henholdsvis 384,20 kr. og 145,48 kr.

Ørsted fik sat kursmålet ned til 600 kr. fra 760 kr. med et fortsat "køb" af HSBC.

Aktien har været i modvind siden meldingen om store amerikanske nedskrivninger i forrige uge. Siden den udmelding er Ørsted faldet med omtrent 30 pct.

I samme sektor mener britiske HSBC ikke længere, at man bør sælge ud af Vestas-aktierne og løftede anbefalingen af den danske vindmølleproducent til "hold" fra "reducer".

Kursmålet fastholdes til gengæld på 165 kr.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her