19. jan. 2026 kl. 16:10
51 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Trumps toldkanon sendte C25 ud i største fald siden juli

Mandagens aktier: Trumps toldkanon sendte C25 ud i største fald siden juli

Det blev en grim omgang for de danske eliteaktier mandag, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, tog toldhammeren frem i weekenden og varslede straftold på Danmark og en række andre europæiske lande fra den 1. februar.

Det sendte C25-indekset baglæns med 2,7 pct. til 1889,78, og eliteaktierne kunne notere sig deres dårligste handelsdag siden 29. juli 2025.

- Danske aktier har fået en hård medfart mandag, efter at Trump endnu en gang har fundet sit yndlingsredskab frem fra værktøjskassen: toldhammeren, siger Philip Jagd, aktiechef i Sampension, i en kommentar til MarketWire.

I første omgang lyder den varslede told på 10 pct., og den skal efter planen stige til 25 pct. fra 1. juni, hvis ikke USA får lov at få fingrene i Grønland, som Donald Trump i de seneste uger har eskaleret sit i forvejen udtalte ønske om.

- Hvordan udviklingen bliver i de kommende dage, kommer blandt andet til at afhænge af, om der denne gang er hold i toldtruslerne fra Det Hvide Hus, eller om der mest af alt er tale om støj fra Trump, som vi har set det gang på gang i hans første år som præsident, lyder det videre fra aktiechefen.

EU vil nu holde topmøde, og der arbejdes angiveligt på et modsvar. Ifølge Financial Times overvejer EU at slå igen med told på amerikanske varer for 93 mia. euro, mens EU's handelsaftale med USA formentlig lægges på is.

Skæbnen for Trumps toldpolitik kan desuden blive afgjort i denne uge, efter at afgørelsen om lovligheden i toldsatserne er blevet udskudt to gange.

- Afgørelsen kommer måske allerede nu på onsdag og kan blive en joker i det hele og dermed også for aktier, siger Philip Jagd.

HUG TIL MEDICOAKTIERNE

Blandt de danske eliteaktier var det mandag medicoselskaberne, som fik de største bank.

Genmab faldt med et minus på 6,5 pct. til 2023 kr. efter data fra et studie af Epcoritamab til behandling af diffust storcellet B‑cellelymfom, som enten er vendt tilbage eller ikke har reageret på andre behandlinger.

Det er skuffende, vurderede flere børshuse, at Genmab ikke har kunnet vise en statistisk signifikant forbedring af den overordnede overlevelsesgrad.

Men værst gik det Ambu, som dykkede 6,6 pct. til 85,25 kr. Coloplast og GN blev sendt ned med minusser på henholdsvis 6 pct. og 6,4 pct., mens Novo Nordisk faldt med 2,9 pct. til 377,55 kr.

På det amerikanske eftermarked steg Novo ellers fredag til 403 kr. omregnet efter lovende recepttal for Wegovy-pillen i uge 2. Det var 3,7 pct. højere end lukkeniveauet i København.

Novo har i november indgået en aftale om tre års toldfrihed i USA. Hos Jyske Bank lød det også, at toldtruslerne umiddelbart får begrænset effekt på Novo.

- Hvis der opstår pres på aktien, vil det i vores optik være et makro- og sentimentdrevet risikomoment snarere end reel forretningsmæssig effekt, skrev Jyske Bank i en morgenkommentar.

PANDORA I LAVESTE NIVEAU SIDEN JANUAR 2023

For Pandora endte dagen med et dyk på 5,5 pct. til 519,60 kr., og det er laveste lukkeniveau siden januar 2023.

Stigende sølvpriser som følge af usikkerheden fra Trumps toldhammer har skabt fornyet pres på smykkekoncernen, selv om selskabet har en stor produktion i Thailand og dermed ikke umiddelbart ser ud til at blive berørt direkte af Trumps told.

NKT fik underskrevet to tidligere annoncerede skotske ordrer til en værdi af 1,86 mia. euro. Aktien faldt 0,3 pct. til 794,50 kr., og det gav en "topplacering" i C25-indekset.

FLERE ANALYTIKERJUSTERINGER

Fra børshusene landede der desuden flere analytikerjusteringer.

Blandt dem fik ISS, der faldt 0,9 pct. til 235,40 kr., hævet sit kursmål hos ABG Sundal Collier til 260 kr. fra 235 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Danske Bank fik skruet sit kursmål op hos Nordea til 355 kr. fra 320 kr. Anbefalingen lyder på "køb" af Danske Bank, der gik tilbage med 1,8 pct. til 317,50 kr. mandag.

Nordea fik sænket sin anbefaling hos finske OP Corporate Bank til "reducer" fra "akkumuler". I samme ombæring blev kursmålet hævet til 130,75 kr. fra 117,26 kr. ifølge data fra Bloomberg News.

Bankaktien faldt 1,7 pct. til 123,05 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 95 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig