18. aug. 2025 kl. 17:02
39 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Vestas og Novo i festhumør på positivt ...

En dag med solid luft under vingerne for aktiekæledæggerne Vestas og Novo Nordisk var mandag med til at give et tiltrængt løft til det danske eliteindeks.

Vestas blev hjulpet af mere lempelige skatteregler for amerikanske vindmølleprojekter og Novo Nordisk steg til vejrs efter positivt nyt fra de amerikanske sundhedsmyndigheder.

- Vestas trækker, og det er jo positivt for dansk aktiemarked i dag. Vestas er der jo rigtig meget fokus på efter den der melding med PTC-skatteordningen i USA. Så den fylder meget i dag og stiger også ret voldsomt på det, udtaler Danske Banks chefhandler Mads Zink til MarketWire.

Det danske eliteindeks, C25, lukkede mandag med en stigning på 1,6 pct. i 1680,02, hvor 12 ud af indeksets 25 aktier sluttede dagen i grønt.

Stemningen var ikke helt så opløftet i Europa, hvor Stoxx 600-indekset ved dansk lukketid lå med et mindre fald, idet investorerne afventede et møde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans ukrainske modpart.

VESTAS FIK POSITIVT NYT FRA USA

Vestas steg 15,1 pct. til 132,15 kr., efter at skattemyndighederne i USA fredag kom med retningslinjer for, hvordan udviklere af vindparker opnår sikkerhed for, at de får adgang til de nyligt reviderede støtteordninger.

Det amerikanske finanshus Jefferies betegner resultatet for vejledningen som "næsten optimalt", sammenlignet med hvad der var frygtet.

Skal aktien stige så meget på den nyhed, spørger Mads Zink.

- Det er i hvert fald positivt, at der nu er en mulighed for, at man kan få PTC-tilskud i USA frem til 2030. Det vil sige, efter at Donald Trumps præsidentperiode er udløbet. Så det giver noget lettelse, at det amerikanske marked faktisk ser ud til at kunne fortsætte, udtaler Mads Zink.

ØRSTED HJULPET AF NEDLUKNING AF SHORT-POSITIONER

Den grønne kollega Ørsted havde endnu en dag i grønt med en stigning på 1,2 pct. til 211,50 kr. efter fredagens plus på 2,7 pct.

Det kommer dog i kølvandet af et tab på mere end en tredjedel af kursen i de fire første dage af sidste uge efter mandagens overraskende melding om et kæmpemæssigt aktiesalg til 60 mia. kr.

- Jeg har lagt mærke til, at short-portionerne i Ørsted har faldet rigtig meget sidste uge. Så hedgefondene har ligget og købt rigtig mange aktier tilbage i løbet af sidste uge. Så det kunne være, at en historie er, at det er dem, der ligger og køber her, udtaler Mads Zink.

NOVO FIK POSITIVT NYT OM WEGOVY

Novo Nordisk har fået godkendt vægttabsmidlet Wegovy til behandling af fedtlever, MASH, af de amerikanske sundhedsmyndigheder.

- Det var egentlig ventet, at den ville komme. Men absolut positivt, at de får den også før Eli Lilly, de har jo ikke den godkendelse endnu, udtaler Danske Banks chefhandler med henvisning til at ærkerivalen endnu ikke har en godkendelse for den indikation.

Yderligere kunne Novo mandag eftermiddag også oplyse, at selskabet halverer listepriserne for Ozempic og Wegovy i USA.

Prisnedsættelsen sker via Novocare og samtidig indledes et samarbejde med GoodRx, hvor kunderne tilbydes de samme priser for medicinalselskabets vægtstabs- og diabetesmidler.

Novo-aktien steg 6,6 pct. til 347,50 kr. efter et plus fredag på 0,4 pct.

Fedmekollegaen Zealand Pharma fulgte med et plus på 6,5 pct. til 395 kr. den positive udvikling for Novo-aktien.

Mærsks B-aktie agerede med et fald på 3,2 pct. til 13.640 kr. bundskraber i C25-regi, hvor Danske Banks chefhandler ikke havde set noget, der umiddelbart skulle presse aktien.

Han pointerer dog, at raterne faldt i sidste uge og samtidig vurderer han, at aktien var kommet lidt for højt op.

Boozt fik efter fredagens regnskab løftet anbefalingen til "køb fra "hold" hos SEB, der samtidig løftede kursmålet til 66,78 kr. fra 56,33 kr.

Boozt steg 8,9 pct. til 61,25 kr. efter et fredagsfald på 5,6 pct.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her