30. jun. 2025 kl. 17:04
74 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Vestas og Ørsted blev presset i bund af...

Vestas og Ørsted havde det svært mandag, hvor udsigten til et politisk benspænd for branchen vokser i USA. Det skyldes, at den amerikanske præsident Donald Trumps store lovpakke er blevet stemt igennem i Senatet.

Det var med til at give en negativ stemning for det samlede C25-indeks, der endte 1 pct. lavere i 1706,35.

- Selskabsspecifikt springer Vestas i øjnene oven på den her skattepakke i USA, og der ser ud til at være lidt værre end det udspil, vi så sidst. Samlet set er det lidt ringere, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Han bemærkede samtidig, at ugen starter roligt ud, når man slår op i makrokalenderen, men løbende trappes der op, før det fredag kulminerer med den amerikanske jobrapport.

VESTAS OG ØRSTED RAMT

Vestas-aktien blev vingeskudt ved udsigten til nye forringelser for vindindustrien i USA.

Senatet vedtog i weekenden en ny version af den omfattende lovpakke - ofte omtalt "Big Beautiful Bill" - og den indeholder flere negative elementer for vindindustrien, vurderer den amerikanske storbank Citi.

For det første udløber tilskud til opførelsen af vindparker allerede i 2027, og det er tidligere end før. Samtidig risikerer vind- og solprojekter ifølge avisen Wall Street Journal at blive pålagt yderligere skat fra 2027, hvis projekterne bruger en vis andel kinesiske komponenter.

- Selv om vedtægterne ved første øjekast kan ses som positive for leverandører, som ikke er blandt de lande, der ses på med bekymring (primært Kina), inklusive Vestas, kan forsyningskædernes kompleksitet skræmme udviklere, der frygter den nye "betydelig assistance"-del, fremgår det af Citis analyse.

Banken ser desuden risiko for, at markedet kan gå i stå allerede i 2027 på grund af skatterisikoen forbundet med kinesisk indhold.

Vestas faldt 8 pct. til 95,02 kr., mens Ørsted tabte 3,7 pct. til 272 kr.

Ørsted fik også nyt fra Deutsche Bank, der har skåret sit kursmål til 300 kr. fra 330 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

GUBRAS UDBYTTE FRAGÅR

Blandt de få grønne i C25-indekset genvandt Novo Nordisk 0,5 pct. til 439,60 kr. Aktien har hidtil givet et negativt afkast på over 28 pct. i år og har i løbet af året medvirket til at lægge pres på C25-indekset.

Med fremme mandag var også bryggerierne Carlsberg og Royal Unibrew, der på en solskinsdag endte øverst i C25-indekset med plusser på 0,9 pct. for begge aktier uden selskabsspecifikt nyt.

For DSV blev ugen indledt med et minus på 0,6 pct. til 1522 kr., efter at finanshuset DNB Carnegie har hævet kursmålet for aktien til 1913 kr. fra 1685 kr., fremgår det af Bloomberg News. Anbefalingen er fortsat "køb".

Blandt sidepapirerne var Gubra helt naturligt under pres, da biotekaktien ikke længere handles inklusive retten til et stort ekstraordinært udbytte på 61,20 kr. per aktie.

De penge tilfalder de investorer, der sad med aktien i fredags.

Pengene tikker ind på kontoen på onsdag. Gubra dykkede 11,6 pct., eller 60,80 kr., til 465,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her