25. okt. 2024 kl. 07:41
136 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer ...

Den tyske bilindustris store udfordringer viser sig tydeligt fredag morgen i det seneste regnskab fra Mercedes-Benz. Bilproducentens indtjening lever langt fra op til forventningerne i aktiemarkedet, og oven i varsler Mercedes nedskæringer.

Også i Mercedes´ ledelse hersker der skuffelse.

- Tredje kvartal lever ikke op til vores ambitioner, lyder et citat fra finansdirektør Harald Wilhelm ifølge bilgigantens hjemmeside.

Den justerede driftsindtjening i Mercedes største division - biler - var da også hele 1 mia. euro lavere end ventet blandt analytikere ifølge Bloomberg News.

Den landede på 1,21 mia. euro mod 3,36 mia. euro året før.

Marginen i bilforretningen blev reduceret til 4,7 pct. fra 12,4 pct. året før. Her havde analytikerne blot ventet et dyk til 8,1 pct. ifølge Bloomberg.

Også Mercedes´ øvrige forretningsområder, Vans og Mobility, har tjent mindre end ventet, om end der er tale om noget mindre afvigelser end i bildivisionen.

Dermed fortsætter dårligdommene fra den tyske bilindustri, hvor Volkswagen har nedjusteret sine forventninger af flere omgange, og også BMW har måttet dæmpe sine ambitioner.

Også Mercedes nedjusterede sin prognose i september, og ledelsen vil nu skære til, lyder det.

- Vi er forsigtige med hensyn til markedsudviklingen fremover, og vi vil intensivere alle bestræbelser på yderligere effektiviseringer og omkostningsforbedringer i hele virksomheden, siger finansdirektør Harald Wilhelm.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her