De europæiske naturgaspriser stiger voldsomt for anden dag på grund af usikkerhed om, hvor længe eksporten fra verdens største LNG-eksportanlæg i Qatar vil blive stoppet, og hvilken indvirkning det vil have på de globale energiforsyninger.
Futuren for den europæiske naturgas stiger med 24,6 pct. til 55,47 euro per megawatt-time.
Dermed prisen steget mere end 70 pct. siden fredag - en volatilitet, der ikke er set siden energikrisen i kølvandet af Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Prisen på naturgas er drevet i vejret, da lande i Asien kæmper for at sikre alternativer, efter at Qatar mandag meddelte, at produktionen af flydende naturgas, LNG, stoppes på grund af angreb på blandt andet verdens største eksportfacilitet for LNG.
Selv om det meste flydende naturgas, der sendes fra Mellemøsten, bliver købt af asiatiske lande, vil enhver forstyrrelse øge konkurrencen om alternative forsyninger, hvilket vil presse priserne på verdensplan, herunder i Europa, i vejret.
Europa er særligt udsat, da dets gaslagre er usædvanligt lave, og regionen er derfor nødt til at importere store mængder LNG til sommer for at genopfylde lagrene inden den næste vinter. Stoppes fragten af LNG i en måned gennem Hormuzstrædet, kan det føre til en fordobling af prisen på gas i Europa, skriver Bloomberg med henvisning til Goldman Sachs.
Herhjemme er Rockwool blandt de hårdest ramte af de stigende naturgaspriser, da isoleringskoncernen har en meget energikrævende produktion.
Det førte mandag til et dyk på 5,5 pct. til 198 kr. for Rockwool-aktien.
.\\˙ MarketWire