03. okt. 2025 kl. 09:55
21 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Netcompany lancerer ny forsvarsplatform: Udfordrer Palantir

It-selskabet Netcompany har via lanceringen af forsvarsplatformen Verá taget kampen op mod den amerikanske dataminingkæmpe Palantir.

Verá er en platform, der udfordrer ikke-europæiske og andre traditionelle forsvarssoftwareleverandører, og som leverer avanceret situationsforståelse og datadrevet beslutningsstøtte til europæiske samfund og forsvar, skriver Netcompany i en meddelelse fredag morgen.

Netcompany lancerer Verá efter fem års udvikling med udgangspunkt i Pulse-platformen, der allerede understøtter samfundskritiske sektorer inden for lufthavne og energiselskaber.

- Denne teknologi passer perfekt ind i forsvars- og resilienssektoren, hvor behovet for at overvåge, analysere, orkestrere og handle i realtid med hjælp fra AI er afgørende, siger Netcompanys administrerende direktør André Rogaczewski.

- Med de komplekse trusler vi står over for i dag, skal europæiske lande ikke alene reagere hurtigt og effektivt, men også værne om deres digital suverænitet ved at fastholde ejerskab og kontrol over egne digitale produkter. Det kræver, at vi udvikler og har tillid til vores egen teknologi, så vi kan garantere både sikkerhed og fuld kontrol over vores data, fortsætter han.

Verá integrerer ifølge Netcompany let med med eksisterende national infrastruktur og systemer. Det sikrer, at data forbliver sikre og under fuld suveræn kontrol, samtidig med at det muliggør hurtige og koordinerede reaktioner på tværs af sektorer og domæner.

Palantir-aktien har været en af de seneste års største succeser på børsen i New York, hvor aktien alene i år er steget med 147 pct. til en markedsværdi på 444 mia. dollar.

Herhjemme bliver meldingerne også modtaget med kyshånd af investorerne, der sender aktien op med 5,6 pct. til 268,80 kr.



.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her