På bagkant af regnskabet fra Novo Nordisk onsdag lægger storbanken Citi 15 kr. oveni kursmålet, der nu lyder på 290 kr.
Anbefalingen bliver der ikke pillet ved i denne omgang. Den er dermed fortsat "neutral", skriver banken i et notat.
- Efter resultaterne for første kvartal 2026, der overgik konsensus (hovedsageligt på grund af lageropbygning af Wegovy-piller og omkostningsudjævning), forbliver vores forventninger til indtjeningen per aktie for 2026 uændrede, mens vi hæver forventningerne for 2027-2031 med 2-3 pct. hovedsageligt på grund af højere estimater for Wegovy-pillen, skriver Citi.
Banken venter nu et salg af Wegovy-pillerne på 2,7 mia. dollar for regnskabsåret 2026, og at midlet kan nå et topsalg på 8 mia. dollar. Analytikerkonsensus ligger til sammenligning på 1,7 mia. dollar for 2026, mens topsalgspotentialet ses på 7,1 mia. dollar.
- Vi ser den stærke lancering, den fortsatte volumenvækst for Wegovy-injektionen og den manglende synlige indvirkning fra Foundayo-lanceringen (rivalen Eli Lillys fedmepille, red.) til dato som opmuntrende, og vi fandt, at Novos budskab om brandstyrke, anvendelse af en Fast-Moving Consumer Goods-tankegang og fremskyndelse af oral zenagamtid (amycretin) til fase III var spot on, skriver Citi.
At Citi trods det fastholder sin neutrale anbefaling begrunder den med, at bankens estimat for indtjeningen per aktie i 2027 stadig ligger 7 pct. under konsensusforventningerne. Det skyldes, at Citi fortsat venter en priserosion i porteføljen i 2027, hvilket vil presse indtjeningsmarginerne.
- Desuden ses fortsat betydelig usikkerhed omkring prissætning og konkurrence på mellemlang til lang sigt inden for fedme, skriver Citi.
Novo-aktien faldt fredag 1,8 pct. til 290,30 kr. efter seks dage i træk med fremgang fra niveauet 255,55 kr.
.\\˙ MarketWire