12. maj 2025 kl. 06:57
66 visninger

Novo og medicinalsektoren rammes af usikkerhed: Trump vil...

Den amerikanske præsident Donald Trumps varslede prisindgreb over for medicinalsektoren vil formentlig skabe usikkerhed og sætte sektoren under pres mandag morgen.

Spillereglerne for det amerikanske marked står nemlig ifølge Trump til at blive ændret massivt med et nyt dekret, som han vil underskrive i morgen, tirsdag.

- Priserne på receptpligtig medicin og lægemidler vil næsten øjeblikkeligt blive reduceret med 30-80 pct. For at udligne (prisreduktionen, red.) vil priserne stige i resten af verden, skriver præsidenten på sit sociale medie Truth Social natten til mandag.

Hvordan han helt nøjagtigt vil gennemføre dette, og hvilke medicinpriser i det vidt forgrenede amerikanske sundhedssystem, han agter at gribe ind over for fremgår ikke af opslaget. Men usikkerheden vil formentlig præge aktiehandelen mandag morgen, vurderer Sydbank.

- Det bliver formentlig en presset sektor i dagens handel. Selve optakten til det dekret er jo ikke specielt konkret, og med et meget komplekst amerikansk sundhedssystem bliver det spændende at følge, hvordan Trump har tænkt sig, at priserne skal komme ned. Og hvordan regningen for de lavere priser havner i de forskellige dele af sundhedssystemet, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank oven på meldingen.

USA VIL BETALE LAVESTE PRIS I VERDEN

Mediet Politico skrev allerede i sidste uge om Trumps planer, der ifølge mediet virker til at være et prisindgreb knyttet til den offentlige sygesikring Medicare. Trump forsøgte også under sin første præsidentperiode med et tilsvarende indgreb, som en domstol dog afviste.

Også denne gang vil indgrebet lægge op til en stor konfrontation med medicinalsektoren, vurderede Politico i sidste uge.

Trumps plan tager udgangspunkt i begrebet "most favoured nation", hvor USA vil betale samme pris, som det land i verden, der betaler den laveste pris.

I Asien er medicinalaktierne under stort pres mandag morgen.

Takeda Pharmaceuticals falder 5 pct., Daiichi Sankyo taber 6,9 pct. og Chugai Pharmaceuticals og Celltrion ligger henholdsvis 9,9 pct. og 3,7 pct. lavere.

Nedturen sker på trods af stigninger i det generelle marked.



.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her