27. jun. 2025 kl. 08:37
98 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novos opsagte partner sagsøges af tabsramte aktionærer

Novo Nordisks nyligt opsagte amerikanske partner, telesundhedsplatformen Hims & Hers Health, har ganske rigtigt fået et søgsmål på halsen fra utilfredse aktionærer.

Det sker, efter at Novo mandag i denne uge opsagde sit blot to måneder gamle samarbejde om salg af vægttabsmidlet Wegovy via Hims & Hers. Allerede samme dag annoncerede en stribe advokatfirmaer efter investorer, der står tilbage med kurstab på deres aktier i Hims & Hers.

Og investorerne Ara Yaghsizian og Michael Sookdeo har ifølge Bloomberg Law anlagt sag mod Hims & Hers ved en distriktsdomstol i Californien.

- Hims vildledte investorer til at tro, at partnerskabet med Novo var baseret på omfattende engagement og kommunikation mellem de to virksomheder, der dannede grundlag for et langsigtet samarbejde, som ville sikre fortsat adgang for Wegovy for Hims´ brugere, siger Ara Yaghsizian, til Bloomberg.

Han hæfter sig desuden ved, at Hims & Hers gav indtryk af, at det sideløbende ville kunne sælge kopier af Novos midler under en særlig undtagelse, der giver mulighed for at blande skræddersyede lægemidler til patienter, der eksempelvis har behov for en anden dosis.

Novo anklagede imidlertid i sin opsigelse mandag Hims & Hers for ikke at være stoppet med at sælge Wegovy kopier i stort antal.

- Over en måned inde i samarbejdet har Hims & Hers Health, Inc. ikke overholdt loven, der forbyder massesalg af sammensatte lægemidler under falsk dække af "personalisering", og de udbreder vildledende markedsføring, der bringer patientsikkerheden i fare, skrev Novo.

Hims & Hers faldt mandag 34,6 pct. fra 64,22 dollar til 41,98 dollar, men har siden genvundet en lille del af det tabte til 46,28 dollar.

Novo faldt mandag 5,3 pct. til efter opsigelsen, der vidnede om, at den danske medicinalkæmpe altså stadig slås med kopier af Wegovy i USA.

Det burde ellers have været et overstået kapitel.

Apoteker og telesundhedsudbydere kunne ifølge amerikansk lovgivning lovligt i en periode udbyde kopimedicin, da der var mangel på Wegovy. Men den amerikanske lægemiddelstyrelse afgjorde tidligere i år, at der ikke længere var mangel på midlet. Herefter havde kopisterne frem til den 22. maj til at sælge ud af deres lagre.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her