09. okt. 2025 kl. 13:42
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo/Sydbank: Spændende opkøb - får fingre i potentielt b...

Novo Nordisks store opkøb af det amerikanske biotekselskab Akero Therapeutics for 4,7 mia. dollar, eller lige over 30 mia. kr., ser spændende ud og giver Novo rettighederne til en af de mest lovende lægemiddelkandidater til behandling af ikke-alkoholisk fedtlever, MASH.

Det vurderer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, der dog også hæfter sig ved, at der stadig er risici forbundet med opkøbet.

Med handelen får Novo fingre i Akeros lægemiddelkandidat, Efruxifermin, som betegnes som potentielt det bedste middel i sin klasse til behandling af MASH, eller ikke alkoholisk fedtlever.

Midlet er i øjeblikket i fase 3-udvikling i patienter med moderat til fremskreden leverfibrose, det vil sige ardannelse på leveren, i stadie 2 eller 3, og også til patienter med ikke-alkoholisk skrumpelever eller den mest fremskredne form - stadie 4.

Novo ser store perspektiver i behandlingen, muligvis også sammen med vægttabsmidlet Wegovy, som i august blev godkendt i USA som den første behandling af voksne med moderat til fremskreden leverfibrose.

- Det ser spændende ud, da Akero har det eneste middel, der i tidlige studier har vist effekt inden for den mest alvorlige form for MASH, F4, der omfatter de allermest sårbare MASH-patienter, siger Søren Løntoft Hansen.

Han mener, at det netop er den mulige effekt på den mest fremskredne form af MASH, som Novo er interesseret i.

Det ses også ved, at Akeros aktionærer kan se frem til en ekstrabetaling på en halv mia. dollar, eller 3 mia. kr., hvis lægemiddelkandidaten godkendes til kompenseret skrumpelever.

BEHERSKET REAKTION

På aktiemarkedet har reaktionen på opkøbet været behersket. Novo-aktien var i forvejen faldet til omkring 379 kr. op til handelens offentliggørelse.

I perioden efter offentliggørelsen faldt Novo så ned mod 371 kr., men den har siden rettet sig til 378 kr. Det er et fald på 1,7 pct. fra onsdag.

Der er da også tale om et milliardopkøb, som markedet først senere vil kunne bedømme udsigterne for.

- I forhold til risiko, så er MASH stadig et lidt ukendt terapeutisk territorium. Men på den anden side, så køber man også en kandidat, der i forvejen har vist gode data, særligt i forhold til de mest alvorlige tilfælde af MASH. Og det er med til at dæmpe risikoen, at det er så langt fremme, vurderer Søren Løntoft Hansen.

Han understreger dog, at fase 3-studierne under alle omstændigheder vil tage tid, så midlet formentlig først kan komme på markedet mod slutningen af årtiet.

Han peger desuden på, at opkøbet øger Novos udviklingsomkostninger næste år og i sig selv dæmper væksten i driftsindtjeningen med omkring 3 pct.point. i 2026.

Og selv om Novo gældsfinansierer købet, kan det muligvis udskyde en genoptagelse af Novos tilbagekøbsprogram for egne aktier.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her