Der er faldet en del mere ro på det danske obligationsmarked torsdag efter onsdagens tunge rentefald på håbet om en deeskalering af krigen mellem Iran og USA.
Kort før middag falder renten dog yderligere med et enkelt basispoint til 2,82 pct., efter at det onsdag blev til et fald på 10 basispoint.
Fra Mellemøsten forlyder det, at Iran gennemgår og overvejer det seneste amerikanske fredsforslag, som kilder indikerer formelt vil afslutte krigen. Men det efterlader fortsat uafklarede centrale amerikanske krav om, at Iran suspenderer sit atomprogram og genåbner Hormuzstrædet.
Olieprisen, som siden Iran-krigens begyndelse mere eller mindre har dirigeret bevægelserne på obligationsmarkedet, tager torsdag et dyk på 3,3 pct.
Der er samtidig ikke mange tunge nøgletal at tage pejling af, men lidt er det blevet til med tal fra det europæiske detailsalg.
Opgørelsen for marts viste, at detailsalget bakkede 0,1 pct. på månedsbasis. Det var dog alligevel bedre end de minus 0,3 pct., som ifølge Bloomberg News var ventet blandt økonomerne.
Der stilles også skarpt på en række taler fra Den Europæiske Centralbank, ECB, som forløber sig gennem dagen.
Fra morgenstunden har blandt andre det tyske styrelsesrådsmedlem Joachim Nagel været på talerstolen, og her lød det, at det formentlig ender med en renteforhøjelse på mødet i juni, hvis ikke konflikten i Mellemøsten løses hurtigt, skriver Bloomberg News.
Fra den anden side af Atlanten kommer der fra USA desuden nyt om ugens nytilmeldte ledige, som ventes at vise 205.000 nye ledige fra de 189.000, som opgørelsen ugen forinden viste.
.\\˙ MarketWire