09. jan. 2026 kl. 10:45
40 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/middag: Renten holder sig i ro forud for vigtige jobtal fra USA

Obligationer/middag: Renten holder sig i ro forud for vigtige jobtal fra USA

Obligationshandlerne lader til at sidde en smule på hænderne fredag, hvor al fokus hviler på eftermiddagens amerikanske jobrapport.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger kort før middag uændret i 2,75 pct. efter et renteplus torsdag på 2 basispoint. Sidste fredag sluttede renten ugen af på 2,79 pct.

Dagens absolutte hovedbegivenhed er arbejdsmarkedsrapporten for december. Det skal ses i lyset af, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har to mandater at opfylde. Det ene er at sikre stabil inflation, og det andet maksimal beskæftigelse.

- Tempoet er gået af det amerikanske arbejdsmarked. Set over de seneste tre måneder er der i gennemsnit blevet skabt 22.000 arbejdspladser om måneden. Ser vi bort fra coronakrisen, har vi i de seneste måneder været tæt på den svageste jobskabelse siden 2010, skriver AL Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk i en kommentar.

Centralbankens næste rentemøde afsluttes den 28. januar.

- I de seneste måneder har Fed-direktørerne haft stort fokus på svaghedstegnene på arbejdsmarkedet. Det er dog en balancegang, da inflationen fortsat er til den høje side. Det så vi blandt andet i forbindelse med Feds rentemøde i december, hvor Fed-direktørerne var uenige om, hvorvidt renten skulle sænkes, påpeger seniorøkonomen.

Beskæftigelsen uden for landbruget ventes i december at have vokset med 70.000 job, viser tal fra Bloomberg News.

Kim Blindbæk vurderer, at foruden jobskabelsen vil fokus være rettet mod arbejdsløshedsprocenten, som ventes at falde til 4,5 pct. fra 4,6 pct.

- Stiger arbejdsløsheden, kan det give rentefald. Det øger nemlig sandsynligheden for en snarlig rentenedsættelse, siger han.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 79 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig