21. nov. 2025 kl. 08:58
15 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/åbning: Lille rentefald inden PMI-målinger k...

Der er små rentefald på det danske obligationsmarked fredag morgen, inden en række aktivitetsindeks baseret på tilbagemeldinger fra indkøbschefer, de såkaldte PMI-indeks, kan sætte dagsordenen.

- Retningen på obligationsmarkedet vil afhænge af PMI-indeks, hvor bedre end ventede indeks kan give rentestigninger. Det kan nemlig forstærke investorernes tro på, at renten har nået bunden i eurozonen, forudser Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Vigtigst fredag bliver PMI-indeks fra USA og Eurozonen.

Torsdag sluttede den tiårige danske statsrente rente 1 basispoint højere end onsdag i 2,58 pct., og den åbner i 2,56 pct. efter et fald på 2 basispoint.

Den tilsvarende amerikanske rente faldt torsdag med 5 basispoint til 4,09 pct., og ligger fredag morgen i 4,08 pct. - 3 basispoint lavere end ved dansk børslukketid fredag.

De amerikanske renter faldt oven på torsdagens imødesete jobrapport for september, der viste større jobskabelse uden for landbruget end ventet, men også en overraskende høj arbejdsløshed på 4,4 pct. mod ventet 4,3 pct. ifølge Bloomberg News.

Oven på jobtallene har markedet nu indregnet 30 pct. sandsynlighed for, at den amerikanske centralbank sænker renten på mødet i december, hvilket er stort set uændret fra onsdag. Det viser Fed Funds Futures.

I Europa hersker der derimod ikke de store spekulationer om renteudsigterne.

- De stabile europæiske renter afspejler investorernes forventning om, at ECB vil holde renterne uændrede gennem hele næste år - en forventning, der også ligger i vores prognose, skriver Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, i en morgenkommentar.

I USA offentliggøres i eftermiddag også forbrugertillidsindikator fra University of Michigan. Desuden kan investorerne lytte til en lang række taler fra nogle af centralbankernes beslutningstagere.

Blandt andet taler ECB-chef Christine Lagarde fredag morgen ved et arrangement i Frankfurt.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her