06. mar. 2025 kl. 08:43
78 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Obligationer/åbning: Renten fortsætter op inden ECB-møde ...

Renterne fortsætter op fra morgenstunden torsdag, hvor der senere på dagen rettes skarpt på rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, som afsluttes i løbet af eftermiddagen.

Det sker oven på onsdagens store rentestigninger, efter at Tysklands kommende kansler, Friedrich Merz, varslede store investeringer i forsvaret og en lempelse af gældsloftet.

Det smittede i høj grad af på det danske obligationsmarked, hvor renten på den toneangivende tiårige statsobligation steg 27 basispoint.

I de indledende obligationshandler torsdag stiger renten yderligere 10 basispoint til 2,60 pct.

Dagens rentemelding fra ECB ventes at lande 14.15, og her er den klare forventning i markedet, at centralbanken sænker indskudsrenten med 25 basispoint til 2,50 pct.

Det store spørgsmål bliver derfor imidlertid, om der er plads til flere rentesænkninger på de efterfølgende møder.

- Et centralt tema under rentemødet bliver, om ECB stadig betegner pengepolitikken som "restriktiv" - altså hæmmende for væksten. Der er nemlig uenighed om denne vurdering. Nogle medlemmer mener, at renten snart er neutral – så den hverken hæmmer eller stimulerer væksten – og ECB bør vurdere, hvor meget mere renten skal sænkes, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar torsdag morgen.

- Andre ECB-medlemmer mener, at renten bør sænkes yderligere, hvis inflationen fortsætter med at falde. Hvis ECB beslutter at fjerne ordet "restriktiv" fra deres rentemeddelelse, kan det føre til en stigning i renterne, lyder vurderingen fra seniorøkonomen.

På nøgletalsfronten lander januaropgørelsen over eurozonens detailsalg, mens der fra USA kommer nyt om nytilmeldte ledige i uge 8.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her